dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Mænd og kvinder udsat for vold vil få ret til samme hjælp

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) ser lovændring som en vigtig sejr for ligestillingen mellem mænd og kvinder.
7. FEB 2024 10.02

I dag har voldsudsatte mænd ikke ret til ophold på krisecenter eller de samme tilbud om hjælp, som kvinder har. Derfor fremsætter ligestillingsminister Marie Bjerre (V) onsdag et lovforslag, der ligestiller voldsudsatte mænds og kvinders ret til hjælp på et krisecenter.  

- Selvom det oftest er kvinder, der er udsat for partnervold, har vi i alt for lang tid ikke taget det seriøst nok, at mænd også udsættes for partnervold. Det gør vi nu. Voldsudsatte mænd får fremover ret til at komme på krisecenter. De får ret til, at deres børn kan ledsage dem, og både de og deres børn får ret til psykologhjælp. Det er en vigtig ligestillingssejr, som det var på tide at få i mål, siger hun.

Tidligere har bl.a. socialudvalget i Faxe opfordret til at arbejde for at få Serviceloven ændret, så dens paragraf om partnervold også gælder for mænd. I 2023 opdaterede udvalget sine kvalitetsstandarder på området og fandt ud af, at der ikke var hjemmel til at give samme tilbud til alle voldsramte uanset køn. 

- I en tid, hvor vi taler meget om ligestilling, undrer vi os over, at det ikke gælder her, sagde udvalgsformand Dorthe Adelsbech (V) dengang til DK Nyt.

Institut for Menneskerettigheder har tidligere i en analyse fastslået, at mænd og LGBT+-personer, der udsættes for vold, bør have samme ret til hjælp som kvinder.

26 initiativer i handlingsplan

Med lovforslaget får voldsudsatte mænd ret til krisecentertilbud på lige fod med kvinder. Mændene får ret til koordinerende rådgivning fra kommunen, ret til at have børn med på krisecenter samt tilbud om psykologhjælp til sig selv og deres børn.

Samtidig fremhæves det i lovforslaget, at kvinder i højere grad er udsat for vold og grovere vold og derfor kan have særlige behov for beskyttelse. Det er derfor også fortsat udgangspunktet, at krisecentre vil være kønsopdelte, og at det vil være størstedelen af de voldsudsatte, som har behov og præference for et krisecentertilbud med kønsadskillelse.

Derudover giver lovforslaget mulighed for, at børn og unge, som har oplevet vold i hjemmet, kan få psykologbehandling med kun én forældremyndighedsindehavers samtykke.

Lovforslaget bliver fremsat, efter at regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale og Dansk Folkeparti sidste år blev enige om, at mænd udsat for vold i nære relationer skal have hjælp og støtte. Aftalepartierne for finansloven 2023 afsatte penge til en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab med henblik på en ligestilling af tilbud til voldsramte mænd og kvinder.

Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab blev lanceret i juni 2023 og indeholder i alt 26 initiativer. Samlet er der afsat i alt 233,8 mio. kr. i perioden 2023-2026 og derefter varigt 37,9 mio. kr. årligt til handlingsplanen.

Partnervold i tal

Syddansk Universitet estimerer, at 5,5 pct. af kvinder (antalsmæssigt ca. 118.000) og 4,0 pct. af mænd (ca. 83.000) over 16 år har været udsat for fysisk og/eller psykisk partnervold i 2021 (SDU 2022).

Ifølge en undersøgelse fra Lev Uden Vold af voldsudsathed blandt mænd på herberger og mandekrisecentre har hovedparten (73 pct.) af de voldsudsatte mænd været udsat for psykisk vold i form af kontrol. Over halvdelen (63 pct.) har oplevet nedgørelse. Og en tredjedel (32 pct.) har oplevet trusler (Lev Uden Vold 2022).

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.