
MIDDELFART: Kære Mette Frederiksen
I fire år har kommunerne haft ansvaret for den samlede beskæftigelsesindsats. Det har været fire år præget af økonomisk krise, af talrige reformer på beskæftigelsesområdet og af en til tider kritisk fremstilling af vores indsats - både fra politikere og i pressen. Enkeltsager fylder meget i debatten uden modspil, og konstant sættes der spørgsmålstegn ved jobcentrenes evner og faglighed.
Vi tager beskæftigelsesindsatsen dybt alvorligt - kommunernes fremtidige velfærd er afhængig af en effektiv og veldrevet lokal beskæftigelsesindsats.
Vores opgave er at sørge for, at ledige kommer i betragtning til de eksisterende jobåbninger - også de ledige, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det gør vi kun ved at etablere et solidt og professionelt samarbejde med vores lokale virksomheder. Derfor er det essentielt, at ansvaret for den samlede beskæftigelsesindsats ligger hos kommunerne, og at indsatsen er samlet, så vores borgere og vores virksomheder har én indgang og én aktør at forholde sig til.
Det er ansvaret for alle områderne, der gør det muligt for os at målrette beskæftigelsesindsatsen, så den passer til de forhold, vi har i vores nærområde, og skabe en rød tråd i vores beskæftigelsesindsats til gavn for alle parter på beskæftigelsesområdet. Det er os, der har den største interesse i, at beskæftigelsen stiger, at vores virksomheder vokser, og at alle vore borgere finder deres plads på arbejdsmarkedet.
Lever ikke op til opgaven?
Vi kender lokalområdet, vi kender vores virksomheder og vores borgere, og vi er den vigtigste interessent på området - Jo mere vi kan bestemme selv, jo mere ansvar vi får, jo mere kan vi bidrage til samfundsøkonomien og samtidig skabe bedre vilkår for den enkelte borger.
De lokale jobcentre har en helt central rolle i beskæftigelsesindsatsen, og vi er mange kommuner, der har høje ambitioner på vegne af vores jobcentre og jobcentermedarbejdere. Vi tror på, at en tilknytning til arbejdsmarkedet skaber livskvalitet for vores ledige og giver luft i vores økonomiske rammer, så vi også fremadrettet kan sikre fælles velfærd til gavn for alle borgere.
I forhold til jobcentrenes samarbejde med erhvervslivet ser vi det som en udfordring, at politikere og fagbevægelse opfordrer til samarbejde, og til at erhvervslivet skal tage socialt ansvar samtidig med, at der gives konstant udtryk for, at jobcentrene er udygtige og ikke lever op til opgaven. Det besværliggør udførelsen af den øgede virksomhedsservice, der lægges op til i ministermålene for 2013 og 2014. Det betyder samtidig, at det bliver endnu sværere at støtte svage ledige til den vigtige kontakt med arbejdsmarkedet. Vi oplever lokalt, at vores jobcentre har god og serviceorienteret dialog med vores lokale virksomheder, og det er fakta, at virksomhedskontakten generelt er intensiveret, siden kommunerne overtog indsatsen. Samtidig oplever vi, at de virksomheder, vi samarbejder med, er tilfredse med vores indsats.
Konjunkturafhængig succesrate
De ledige er naturligvis også påvirket af den kritiske holdning til jobcentrenes faglighed og dygtighed. Det betyder, at mange jobcentermedarbejdere mødes med skepsis i stedet for en tro på, at jobcentrene har den faglighed, der skal til for at hjælpe den enkelte videre på arbejdsmarkedet. Vores medarbejdere hjælper dagligt mange forskellige ledige videre i deres vej mod job. Vi skaber ikke job, men vi støtter virksomhedernes rekruttering og den enkelte ledige i jobsøgningen, i kontakten til arbejdsmarkedet eller med kompetenceudvikling. Det betyder, at den enkelte bliver mere attraktiv i forhold til ledige stillinger. De fleste oplever heldigvis kun at være uden job i kort tid, men en del ledige har sværere ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og har behov for mere intensiv støtte og hjælp, og det er de ledige vores medarbejdere koncentrerer indsatsen om.
Samtidig skal vores medarbejdere tilpasse sig konstante ændringer i indsatsen, både i forhold til lovændringer, men også i forhold til beskæftigelsespolitik, opgaver og resultater og dermed succesraten, der er, og må være, konjunkturafhængig.
Vi oplever lokalt et godt samspil med fagbevægelsen, med virksomheder og har på trods af krisen formået at skabe gode resultater.
For at understrege jobcentrenes faglighed og professionalitet, og det serviceorienterede samarbejde, vi har med virksomhederne, ønsker vi, at debatten omkring jobcentrenes arbejde bliver mere nuanceret. Vi bidrager gerne til debatten og til at være med til at skabe forståelse for jobcentrenes opgaver og de gode resultater, vi skaber dagligt.
Venlig hilsen
Borgmester Steen Dahlstrøm (S) og formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget Morten Weis-Pedersen (K)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.