De medarbejdere, som har job på de udflyttede, statslige arbejdspladser, var mere syge sidste år end dem, der er blevet på deres vante matrikel. Det fremgår af en opgørelse foretaget af Moderniseringsstyrelsen for Ugebrevet A4.
Opgørelsen viser, at sygefraværet er steget i alle udflyttede instanser med flere end 100 fuldtidsansatte. Det gælder dog ikke Naturerhvervsstyrelsen, som i stedet har oplevet et mindre fald.
Statens Administration, der er flyttet til Hjørring, havde sidste år det højeste sygefravær i hele staten, når man ser bort fra de myndigheder, som har færre end 50 fuldtidsansatte. Statens Administration havde 19,1 sygefraværsdage sidste år mod 14,1 dage i 2015. I Geodatastyrelsen, der er flyttet til Nørresundby, steg sygefraværet fra 7,5 arbejdsdage i 2015 til 11,5 arbejdsdage i 2016.
Til sammenligning faldt det samlede sygefravær i staten i 2016 til 8,4 fra 8,7 dage i 2015.
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) kan ikke genkende billedet. Sygefraværet er både steget og faldet på både de udflyttede arbejdspladser og på de ikke-udflyttede arbejdspladser, siger hun:
- For de udflyttede arbejdspladser gælder endvidere, at der i perioden 2015-2016 er sket store udskiftninger i medarbejderstaben. Der vil i sygefraværstallene for 2016 både indgå tidligere og nye medarbejdere, hvilket er medvirkende til, at fraværstallene bør betragtes som et midlertidigt billede af de udflyttede arbejdspladsers sygefravær.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.