
Så snart regeringen får penge mellem hænderne, bliver de brændt af, lød kritikken fra S-formand Mette Frederiksen på Folkemødets hovedscene lørdag eftermiddag.
- Til efteråret er der så topskattelettelser på menuen. Det er ikke en rigtig vej for Danmark, sagde hun.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) benyttede fredag sin taletid på hovedscenen til at invitere samtlige partier i Folketinget til efterårets reformforhandlinger i kølvandet på regeringens længe ventede 2025-plan.
- Det siger sig selv, at det er en utroligt vigtig diskussion. For de beslutninger, vi træffer i dag, har stor betydning i de kommende år. Det er godt med en plan, kvitterede Mette Frederiksen fra samme scene lørdag.
- Men formålet skal være rigtigt. En holdbar økonomi. Pengene skal passe. Tæring efter næring. Så langt så godt. Men hvad vil vi med pengene? Hvad skal de nye fremskridt for Danmark være?
Mette Frederiksen pegede på, at efterårets forhandlinger i stedet skal fokusere på at skaffe penge til arbejdspladser, den fælles velfærd og de grupper, der er blevet glemt.
- Efteråret skal ikke bruges til at gøre det endnu vanskeligere for dem, der i forvejen har den hårdeste tid på vores arbejdsmarked, sagde S-formanden.
Plads for gode seniorår
Hun vil i 2025-forhandlingerne være 'særligt optaget' af den gruppe danskere, der startede tidligt i livet på arbejdsmarkedet og har de mest slidsomme job.
- Mit budskab er ret klart: De mennesker, der har slidt i årevis, har fortjent lige så gode seniorår som andre. Hvor der er overskud til at tage til Folkemøde og være sammen med børnebørnene. Jeg vil ikke påstå, at jeg har løsningen. Men der er problemer, vi ikke har løst på arbejdsmarkedet endnu.
Der var dog også en regeringsbeslutning, Mette Frederiksen glædede sig over: At omprioriteringsbidraget, der pålægger kommunerne en årlig besparelse på én procent, blev sløjfet i aftalen for kommunernes økonomi næste år.
- Målet var at bruge nogle af pengene på skattelettelser. Derfor var det også godt, da de for nylig blev nødt til at fjerne omprioriteringsbidraget. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sagde, at det var fordi, det var så upopulært, at de droppede det. Det må siges at være en god pointe for regeringen at tage med sig, sagde Mette Frederiksen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.