
BORNHOLM: 'Den største trussel mod vores arbejdsmarked'.
Sådan karakteriserede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) problemet med social dumping, da hun debatterede arbejdsklausuler i LO's folkemødehule, Folkets Hus i Allinge.
Men i modsætning til Enhedslisten vil regeringen fortsat ikke bruge national lovgivning om kædeansvar.
- Vi går meget op i, at indsatsen bygger på en frivillig aftale på nationalt plan, som kommunerne så lever op til lokalt. Lokal drivkraft får vi mere ud af end lovgivning fra Christiansborgs side, fastholdt ministeren, der havde følgeskab af Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), som et godt eksempel på indsatsen.
I den lille kommune vest for København har de indført kædeansvar på alle deres større udbud. Og det er en helt naturlig udvikling.
- Diskussionen er rykket fra, om vi skal have arbejdsklausuler, til hvordan vi laver dem bedst i praksis, sagde Steen Christiansen, der dog også måtte medgive, at det fortsat var svært at kontrollere deres byggepladser.
- Vi har ikke en kontrolenhed endnu, men vi arbejder på at få det i samarbejde med andre kommuner, fortalte borgmesteren.
Forarget minister
Med gårsdagens politiske aftale om et nyt cirkulære for arbejdsklausuler, skulle det blive nemmere at indføre dem i lokale udbud. Og det vakte glæde hos Enhedslistens Finn Sørensen.
- Jeg er faktisk meget positiv. Vi ville gerne have haft mere vidtgående regler, men med den regering, vi har nu, har vi jo lært i Enhedslisten at stille os tilfredse med lidt, sagde den tidligere fagforeningsmand.
Provokation og forargelse
Direktør for Dansk Byggeris arbejdsgiverafdeling, Peter Stenholm, var dog knap så begejstret for de nye tiltag:
- Nogle kommuner er gået langt over gevind med at lave egne regler for kontrol og dokumentation. Det er et problem i forhold til de kontraktlige forhold i byggeudbud, sagde han og påpegede, at det generelt var svært at undgå sager på større byggerier.
- Selvfølgelig er hver sag en sag for meget. Men det er simpelthen for svært at overholde de umulige regler, der er i vores overenskomster til punkt og prikke, sagde direktøren til stor provokation for LO-repræsentanterne.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen havde heller ikke meget tilovers for det synspunkt. Hun revsede tværtimod Dansk Byggeri for ikke at have taget ansvar for de af deres medlemmer, der arbejder på Metrobyggeriet i København.
- Det er simpelthen ikke godt nok. Jeg har måttet sørge for ekstra mænd i Arbejdstilsynet alene til at holde øje med det byggeri, sagde hun forarget til stor glæde hos LO-folket.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.