RANDERS: Ledigheden blandt borgere, der er godkendt til et fleksjob, stiger, og Arbejdsmarkedsudvalget i Randers har netop lagt op til at oprette 100 nye kommunale fleksjob til gavn for de ledige.
- Vi har igennem et stykke tid oplevet et stigende antal mennesker, der er godkendt til fleksjob med en begrænset arbejdsevne og i lang tid har været ledige. Det er dybt frustrerende for dem, og det har vi længe haft et ønske om at gøre noget ved. Med den her plan vil vi kunne ansætte mange af disse ledige i kommunale stillinger, og det løser problemet på en måde, der også økonomisk er rigtig fornuftig samtidig med, at vi håber, at flere efterfølgende kan udvide omfanget af arbejdsindsatsen, siger Leif Gade (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget.
Konkret bliver der tale om 100 'mikro' fleksjob med en effektiv arbejdstid på mindre end seks timer om ugen. Stillingerne bliver oprettet inden for alle forvaltningsområder og vil kunne bidrage til serviceforbedringer inden for en lang række områder. Stillingerne er tiltænkt de ledige fleksjobbere, der har en meget lille arbejdsevne, har været ledige i mere end 18 måneder og, hvor det ikke har været muligt at finde et arbejde på det private arbejdsmarked.
Beslutning i tråd med reform
Regeringen har for nylig vedtaget en fleksjob- og førtidspensionsreform, som betyder, at mennesker med en meget lille arbejdsevne ikke længere får bevilget førtidspension. Tanken er netop ikke at parkere mennesker på passiv forsørgelse, og det er således helt i tråd med reformen, at Randers Kommune opretter stillingerne.
- Mange, der er godkendt til fleksjob, har en meget stor arbejdsidentitet, og den forsvinder ikke, selvom de på grund af sygdom eller lignende kun kan arbejde få timer om ugen. De savner arbejdsmarkedet, og med den her plan, får de en tilknytning til arbejdsmarkedet igen. Det tror vi på også vil medvirke til at forbedre de lediges livskvalitet, siger Leif Gade og understreger, at etableringen af de 100 'mikro' fleksjob ikke påvirker antallet af ordinært ansatte i Randers Kommune, men skal ses som et kærkommet supplement til medarbejderne.
Vedtager byrådet planen, går kommunen i 2013 i gang med at oprette de første stillinger, og i 2014 er forventningen, at 80 er i arbejde i 'mikro' fleksjobbene.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.