DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Mindst 110 beboere på plejehjem testet positiv sidste uge

Antallet af nysmittede er kun overgået af én uge i foråret. De fleste bor i Hovedstaden, mens tre regioner er uden nye smittede beboere.

110 beboere på landets plejehjem blev testet positiv i sidste uge, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut.

Det er det næsthøjeste antal, der er målt under coronakrisen, kun overgået af ugen omkring 1. april, da 144 personer blev testet positiv. 

18 beboere er ifølge opgørelsen døde i sidste uge inden for 30 dage efter, at de var testet positiv. Det er det højeste antal siden starten af maj, men lavere end alle uger i april, da pandemien var værst.

De 110 nysmittede beboere er fordelt på 33 plejehjem, hvoraf de 27 ligger i Region Hovedstaden og de seks i Midtjylland. Der er ingen ramte plejehjem i Syddanmark, Sjælland eller Nordjylland.

De 27 plejehjem i hovedstaden svarer til 14 pct. af plejehjemmene i regionen, altså har cirka hvert syvende hjem i regionen smitten indenfor.

I alt blev 975 beboere fordelt på 231 plejehjem testet i sidste uge, så det var lidt over 11 pct. af de testede beboere, der viste sig at være smittet.

347 ansatte på plejehjem blev testet positiv i sidste uge. De blev fundet blandt godt 120.000 testede personer.

En graf over antal beboere med bekræftet covid-19 fordelt på prøvetagningsdato viser, at en enkelt dag i forrige uge var det hidtil højeste målt på en enkelt dag.

91 smittet på et plejehjem

Et af de hårdest ramte plejehjem ligger i Tårnby, hvor 91 beboere og ansatte i går ifølge Politiken var smittet i løbet af de seneste par uger. To af dem er indlagt, og fem er døde.

- Det atypiske ved plejehjemmet på Irlandsvej er, at borgerne og vores medarbejderne ikke har haft de sædvanlige symptomer på covid-19, så det har gjort det svært at inddæmme smitten, fortæller borgmester Allan S. Andersen (S) til avisen.

Sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed er der nu lagt en plan for at bremse udbruddet, blandt andet podes alle to gange om ugen, og hjemmet er opdelt i zoner for smittede og ikke-smittede.