dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) mener ikke, at sprogvurdereringer af børn i treårsalderen er den rigtige vej at gå.
Keld Navntoft

Minister er uenig i reformkommissions anbefaling

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er på et punkt uenig med reformkommissionen og mener ikke, at børn i treårsalderen skal sprogvurderes.
19. JUL 2023 7.02

I starten af maj præsenterede reformkommissionen rapporten "Nye Reformveje 2", der indeholder 50 anbefalinger til dagtilbuddene og ungdomsuddannelserne. 

Én af anbefalingerne i rapporten er, at alle børn bør sprogvurderes i treårsalderen. Det skal ifølge kommissionen understøtte, at ingen børn med sproglige udfordringer overses.

"Forskning viser, at udsatte børn i dagtilbudsalderen kan opnå tæt på lige så gode læsekompetencer som andre børn i starten af deres skoletid, hvis der sættes tidligt ind med sprogstimulering. Man lærer bedst i den tidlige barndom, så udviklingen i de første år er afgørende," skriver kommissionen. 

Ministeren er uenig

Men børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er ikke enig i, at det er den rigtige vej at gå med obligatoriske sprogvurderinger til børn i treårsalderen. Det skriver han i et svar til folketingspolitiker Nanna Høyrup (ALT).

"I forhold til Reformkommissionens anbefaling om, at alle børn i treårsalderen skal sprogvurderes, er jeg ikke sikker på, at det er den rigtige vej at gå. Det er således ikke sprogvurderingen i sig selv, men det pædagogiske personales kompetencer og kontinuerlige arbejde med at understøtte barnets sproglige udvikling, der er afgørende for, at barnet udvikler et alderssvarende sprog frem mod skolestart," skriver Mattias Tesfaye.

Var før et krav

Fra 2007 til 2010 var der krav om, at kommunerne skulle sprogvurdere alle børn, men den regel blev ophævet som led i en afbureaukratisering og et politisk ønske om at give kommunerne større frihed til at beslutte, hvordan opgaverne skulle løses, skriver kommissionen i sin rapport.

I dag er sprogvurderinger i dagtilbuddene begrænset til de treårige, som vurderes at have sproglige udfordringer og brug for sprogstimulering.

Det er kommunerne, der har ansvaret, og som foretager en individuel vurdering af, hvem der har sproglige udfordringer.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/minister-er-uenig-i-reformkommissions-anbefaling

GDPR