
Kontanthjælpsmodtagere er blevet svigtet af kommunerne i årevis, fordi de ikke er blevet hjulpet videre fra kontanthjælpssystemet. Det siger beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V), i et interview med Avisen.dk.
- Det er helt forfærdeligt at opleve, at vi går og bryster os af at have et hurtigt, effektivt og velfungerende arbejdsmarkeds- og socialsystem, der er præget af en aktiv arbejdsmarkedspolitik, og så hører man igen og igen historier om mennesker, som af den ene eller anden grund er kommet på kontanthjælp, og som er endt med at være på ydelsen i årevis. Det er ikke acceptabelt, siger beskæftigelsesministeren.
Gennem de seneste år - også under den tidligere regering - er der indført en lang række reformer, som har skullet afklare de mennesker, som reelt er syge, så de for eksempel kan komme videre på ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.
Bliver indigneret
Men Jørn Neergaard Larsen konstaterer, at mange alligevel bliver fastholdt på kontanthjælp. Derfor retter han en hård kritik mod kommunerne, som han ikke mener giver kontanthjælpsmodtagere den tryghed, de har krav på.
Enten ved at sikre dem hjælp til at komme tilbage i arbejde eller til at få behandling og støtte til deres problemer og en afklaring på, hvad der så skal ske.
- Jeg bliver indigneret over, at vi har ladet dette svigt stå på. Mennesker på kontanthjælp har krav på at få hjælp til at komme i job, hvis de har en jobkapacitet. Eller krav på at få hjælp til at behandle eller håndtere de udfordringer, de står med. Det er det, vi har kommunerne til på dette område, siger ministeren.
KL: Virksomhederne skal med
Kommunerne erkender, at udfordringen er stor.
- Kommunerne arbejder hver eneste dag hårdt på at få flere ud på arbejdsmarkedet, ikke mindst ved at styrke samarbejdet med virksomhederne. Langt flere – også blandt kontanthjælpsmodtagere – kommer i dag i jobtræning eller praktik i private virksomheder. Men det er en udfordring, vi ikke kan løse alene i jobcentrene. Vi skal have virksomhederne med, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening.
Jørn Neergaard Larsen mener, at kommunerne skal blive mere effektive til at få kontanthjælpsmodtagerne videre fra kontanthjælp - både i respekt for de skatteydere, der betaler kontanthjælpen, men også i respekt for de mennesker, der af vidt forskellige grunde kommer ind i kontanthjælpssystemet.
Det forsøger kommunerne ifølge Thomas Kastrup-Larsen også på.
- Der er især skabt rigtig mange fleksjob til borgere, som ellers ville havde fået førtidspension, og det er vi i kommunerne meget stolte over. Mange af disse borgere kommer netop fra kontanthjælp og andre sociale ydelser. Der er sikkert stadig nogen i gruppen af langvarige kontanthjælpsmodtagere, som kunne komme i betragtning til et ressourceforløb eller fleksjob, og det skal kommunerne naturligvis være gode til at vurdere, siger han.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.