dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Minister: Økonomisk tryghed for sygemeldte

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen glad for aftale om ny sygedagpengemodel, som afskaffer varighedsbegræsning

KØBENHAVN: Alle sygemeldte får økonomisk tryghed under hele sygdomsforløbet. Indsatsen for sygemeldte bliver derudover fremrykket, forbedret og målrettet syge borgere med størst behov. Det er hovedindholdet i en bred politisk aftale om en ny sygedagpengemodel, som regeringen i aftes har indgået med Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Med aftalen sikres sygemeldte et forsørgelsesgrundlag under deres sygdomsforløb. Konkret sker det ved, at sygemeldte, der ikke er omfattet af de nuværende forlængelsesregler, efter fem måneder starter i et jobafklaringsforløb. Her modtager den sygemeldte en ydelse på kontanthjælpsniveau, som er uafhængig af både ægtefælles og samlevers indkomst og formue. Dertil indføres en ottende forlængelsesmulighed, der tager særligt hånd om de borgere, der er ramt af en alvorlig, livstruende sygdom som fx kræft. De er fremover sikret sygedagpenge gennem hele sygdomsforløbet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriver:
'Med et meget bredt flertal er det lykkedes at sikre, at ingen borgere, der risikerer at falde i det såkaldte sorte hul efter 1. juli 2014, hvor de står helt uden indkomst. Fremover stopper hjælpen fra det offentlige ikke længere ved en bestemt skæringsdato, men først når den sygemeldte er på fode igen. En økonomisk tryghed, der vil gøre en forskel for mange borgere og deres familier.'

bi

Hovedelementerne i den fremtidige indsats for sygemeldte:

  • De, der efter fem måneder kan få forlænget deres sygedagpenge efter de gældende regler og en ny ottende forlængelsesregel, kan forlænges efter de eksisterende sygedagpengeregler. De, der ikke kan forlænges, overgår til jobafklaringsforløb og dertilhørende ydelse (kontanthjælpsniveau uden modregning for ægtefælleindkomst og formue).
  • Den nye forlængelsesmulighed sikrer, at personer med en livstruende, alvorlig sygdom kan fortsætte på sygedagpenge uden tidsbegrænsning på baggrund af en konkret, lægelig vurdering. Med en ny ottende forlængelsesmulighed tager aftalen særlig hånd om de borgere, der er ramt af en alvorlig, livstruende sygdom som fx kræft. Fremover er de sikret sygedagpenge gennem hele sygdomsforløbet.
  • Den enkelte borger får mulighed for at afvise behandling, som den pågældende ikke ønsker, uden derved at miste sit forsørgelsesgrundlag.
  • Indsats og opfølgning sker tidligt i sygdomsforløbet med udgangspunkt i en ny visitationsmodel, der samtidig sikrer, at indsatsen tager udgangspunkt i den enkeltes behov for støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
  • Der indføres en helt ny opfølgningsmodel med indbygget mulighed for at bruge en "fast-track-løsning". Den betyder, at virksomheder eller borgere kan få kommunen til at iværksætte en ekstraordinær tidlig indsats, hvis der er risiko for et længerevarende sygdomsforløb. På den måde kan indsatsen komme i gang meget tidligere end i dag, hvor første samtale med kommunen er efter otte ugers sygdom.
  • Ressourcerne bliver brugt på sygemeldte, der risikerer lange sygedomsforløb. Til gengæld får sygemeldte med ukomplicerede forløb og udsigt til snarlig tilbagevenden ikke længere en indsats.
  • Sagsgangene i sygedagpengesager skal være så enkle som muligt med mindst mulig administrativ byrde for sygemeldte, arbejdsgivere og kommuner. Det indebærer blandt andet at de digitale muligheder skal udnyttes bedre for dermed at skabe et mere effektivt sygedagpengesystem.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/minister-oekonomisk-tryghed-for-sygemeldte

GDPR