
Ekstra undervisningstimer i arabisk, tyrkisk, somali og andre modersmål hjælper ikke børn med indvandrerbaggrund til at blive bedre til dansk, skriver Berlingske. Heller ikke flere dansktimer eller sprogstøtte hjælper, lyder konklusionen af et stort dansk forsøg, som Undervisningsministeriet har gennemført i 2013 til 2015.
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) tager konklusionen til sig. Modersmålsundervisning virker ikke, slår hun fast over for avisen.
- Vi må konstatere, at modersmålsundervisning er en blindgyde rent pædagogisk, siger hun.
Modersmålsundervisning har i mange år været meget omdiskuteret blandt forskere og politikere.
Flere forskere har modsat forsøget vurderet, at modersmålsundervisning kan være en vigtig vej til at lære et nyt sprog. Det kan det, fordi eleverne bygger det nye sprog oven på sit modersmål.
I Danmark leder forskere stadig efter de rigtige metoder, som kan hjælpe gruppen af indvandrerbørn til at klare sig bedre i skolen. Det fortæller professor Simon Calmar Andersen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for forskergruppen bag analyserne.
- Hovedkonklusionen er, at vi i Danmark stadigvæk leder efter gode metoder, der kan hjælpe denne børnegruppe, som helt klart klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end børn med dansk baggrund. Forsøgene med modersmålsundervisning, ekstra timer og sprogstøtte har ikke vist nogen effekt på indvandrerelevernes kundskaber i dansk, siger han til Berlingske.
6300 elever i 1.-, 4.- og 5.-klasse har deltaget i forsøget.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.