
Efter Social- og Indenrigsministeriet har opdaget fejl i to satser på ydelser på handicapområdet, har ministeriet sendt en orientering til alle kommuner. Her skriver ministeriet, at kommunerne skal genoptage sager, der kan være berørt af fejlene:
'Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndighed har pligt til at genoptage sager, hvis myndigheden bliver opmærksom på fejl, som kan have betydning for myndighedens afgørelser på det pågældende område,' skriver kontorchef i Social og Indenrigsministeriet Anita Hørby i orienteringen.
Det betyder, at kommuner skal genoptage de sager, hvor borgere har modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og løn for pasning af nærtstående med alvorlig sygdom eller handicap, hvor størrelsen på ydelsen kan være udbetalt for lavt på grund af fejlene.
Ingen nedre grænse
Ministeriet vejleder kommuner til at selv at genoptage sagerne, medmindre det er umuligt at identificere dem. Det kan for eksempel være, hvis det ikke er muligt at fremsøge sagerne i kommunens journalsystem. I det tilfælde har kommunen pligt til at informere om, at det er muligt at få genoptaget sin sag.
Ifølge ministeriet er der ingen nedre grænse for, hvor stort beløbet, som borgeren evt. har krav på at få efterbetalt, er, for at sagerne skal genoptages. Til gengæld kan sagerne være forældede, hvis de er mere end tre år gamle, men som kontorchef Anita Hørby skriver, er der begrænset retspraksis på området. Det betyder, at det afhænger af den konkrete situation.
Hvis kommunerne ikke kan finde sagerne frem i journalsystemet, skal de informere om, at borgere kan anmode om at få genoptaget deres sag, for eksempel på deres hjemmeside. Herfra er det altså op til kommunerne nu at finde de sager, der kan være berørt og vejlede borgerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.