
HOLBÆK: FOA-medarbejdere i Holbæk Kommune, der har et sygefravær på over 14 dage eller risiko herfor, bliver nu tilbudt et forløb i Din Stifinder. Her vil en socialrådgiver eller socialkonsulent være den sygemeldtes personlige støtte og 'tovholder', lyder det fra kommunen.
- Det er hverken rart for den sygemeldte eller kollegerne, når en medarbejder må blive hjemme på grund af sygdom eller ligefrem må gå på førtidspension. Derfor satser vi på at handle hurtigt og kompetent, forklarer Kenn Thomsen, der er direktør for voksen- og ældreområdet.
Tovholderen vil hjælpe den sygemeldte med at koordinere samarbejdet med jobcenter, sundhedsvæsen, arbejdsplads, fagforbund og andre involverede. Tovholderen har styr på regler og procedurer og kan derved rådgive og vejlede den sygemeldte. De personlige tovholdere er socialrådgivere fra enten Willis eller PenSam, og herudover er der tilknyttet et sundhedsfagligt netværk med forskellige medicinske kompetencer.
- Ved langvarig sygdom oplever vi, at medarbejdere har svært ved at gennemskue, hvilke ydelser de er berettiget til i en svær tid - ikke bare i relation til forsikring og pension, men også i forhold til samspillet mellem pensionsforsikring og offentlige ydelser. Med andre ord er der et klart behov for, at man hjælper den enkelte med afklaring i en svær situation, forklarer Thomas Hornbæk fra Willis I/S
Lise Koldkjær fra PenSam bekræfter, at det betaler sig at reagere hurtigt:
- Vores erfaringer viser, at en tidlig og målrettet indsats, som er konkret i forhold til hver enkelt medarbejder, har væsentlig betydning for den enkeltes fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet.
Af de 278 mennesker, der indtil videre har deltaget i Din Stifinder, er 76 pct vendt tilbage til arbejdet, og ingen er gået på førtidspension. I sammenligningsgruppen, der ikke har fået hjælp via Din Stifinder, er 59 pct vendt tilbage til arbejdsmarkedet, mens 1,4 pct har fået førtidspension.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.