AARHUS: Det hjælper at flytte fra problemerne, hvis man er kommet i dårligt selskab. Det viser erfaringer fra projektet En Ny Start i Aarhus Kommune. Her har fem familier fået hjælp til at flytte fra boligområderne Gellerupparken og Bispehaven, fordi deres børn var på vej til at blive kriminelle.
For et år siden flyttede den første familie i projektet til Vejlby i det nordlige Aarhus. Det er familiens 16-årige dreng godt tilfreds med.
- Alting går bare meget bedre, siger han.
For et år siden så verden mere mørk ud for den 16-årige og hans familie. Forældrene kunne ikke styre ham, og han havde været en tur på døgninstitution. Familien fik tilbudt at deltage i projektet, hvor kommunen hjælper med at finde en lejlighed i et andet kvarter. Til gengæld måtte sønnen love ikke at besøge Gellerupparken.
Nu er han begyndt at gå i 10. klasse, hvor han har et mål om at tage folkeskolens afgangsprøve, fordi han ikke fik gjort det i 9. klasse.
25 familier sagde nej tak
Fire andre familier har også sagt ja tak til at flytte, og erfaringerne er gode, siger projektleder for En Ny Start, Christina Lehtinen.
- Skolefraværet er generelt faldet, og kontakten til politiet er også faldet. De fortæller også selv om, at de er faldet godt til, siger projektleder Christina Lehtinen.
I alt har 30 familier fået tilbudt En Ny Start, men de 25 andre familier har takket nej.
- Mange af dem har måske boet i området i rigtig mange år og føler sig trygge i de områder. Deres familie bor der, og de har svært ved at forestille sig et liv andet sted i byen. Det er forbundet med megen utryghed at skulle flytte, siger Christina Lehtinen.
Hun vil derfor have de fraflyttede familier til at fortælle andre familier, at der er et liv uden for Gellerupparken og Bispehaven.
- Det er lettere, at de fortæller, hvordan det har været, end at vi fortæller det. Det er jo dem, der har stået i det, siger hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.