Obligatoriske elevplaner hæver ikke det faglige niveau

Da de obligatoriske elevplaner blev indført i 2006, var det politiske mål, at planerne skulle hæve det faglige niveau. I dag - mere end ti år senere -  er der dog intet, der tyder på, at det er sket. Det viser en ny ph.d. afhandling fra Roskilde Universitet.

Studiet viser nemlig, at hverken de højt- eller lavtpræsterende elever synes at drage nytte af elevplanerne. For mens de højt-præsterende elever i forvejen er målrettede og præsterer optimalt for at nå deres mål, oplever de lavt-præsterende elever kun, at planerne cementerer deres status og dermed giver dem nye nederlag og faldende motivation.

- Intentionen med planerne var jo at hæve det faglige niveau, men der er ingen detaljerede anvisninger på, hvordan eleven skal gøre. I hovedtræk indeholder planerne jo bare de informationer, som parterne kender i forvejen. Har eleven en høj status, bliver vedkommende rost for sin indsats og opfordret til at fortsætte det gode arbejde, mens de lavt-præsterende typisk bare får forstærket følelsen af, at de ikke præsterer godt nok, siger ph.d. og adjunkt på University College Sjælland, Stine Helms, der står bag studiet. 

Hun vurderer, at planerne kan have en negativ indvirkning på de svageste:

- Den politiske intention er jo, at når udfordringerne er synliggjorte, og nogle mål er sat op, så vil eleven kæmpe for at nå de mål. Men sådan fungerer virkeligheden ikke for dem, der har mest brug for at få hævet niveauet, forklarer hun.

- Når de lavt-præsterende elever sidder til skole-hjem samtaler og lytter til kravene i elevplanerne, så bliver det meget tydeligt, at de ikke gør det godt nok. Typisk for de lavt-præsterende elever er i øvrigt, at de mødes med krav i forhold til deres adfærd og ikke i forhold til deres faglige niveau. De får at vide, at deres adfærd ikke er i orden, men elevplanen giver dem ikke nogle realistiske mål at gå efter. De risikerer derfor år efter år at blive konfronteret med, at de skal forbedre sig. Det skader selvtilliden og det ødelægger glæden ved at gå i skole, siger hun og tilføjer.

- Hele systemet bygger på en tese om, at viljen til at forbedre sig er noget, der ’bor’ i eleverne, og som kan fremkaldes, hvis man beder om det. Men der er intet belæg for at tro, at de lavt-præsterende elever får lysten eller evnen til at sidde stille og deltage aktivt i timerne, bare fordi man skriver det i en elevplan, siger Stine Helms, der med forskningen konkluderer, at planerne ikke synes at have gjort nogen positiv forskel for elevernes faglige niveau og motivation for læring.

Heller ikke lærerne motiveres
En anden vigtig faktor i forhold til elevplanerne er naturligvis også lærernes indstilling. Og den er ifølge stuidet bestemt ikke positiv:

- Lærerne bliver ikke motiverede af det store papirarbejde, der i store træk består i at krydse en masse felter af på en skærm og dokumentere det, som alle godt ved i forvejen. De vil hellere bruge tiden på at gøre eleverne dygtigere, siger Stine Helms, der oplever, at lærerne hellere ville have nogle værktøjer til at fokusere målrettet på dem, der har det svært.

Hun peger i stedet på, at man burde lave mere konkrete værktøjer, der kan hjælpe læreren med at finde svar på nogle helt andre spørgsmål såsom: Hvordan kan læreren arbejde med at undervisningsdifferentiere? Hvad vil et konkret og realistisk mål være for eleven det næste halve år? Hvilken støtte og hvilke rammer kræver det at nå målet?

- Det kunne være gode spørgsmål at få belyst, men det har ikke noget med elevplanerne at gøre, siger Stine Helms, der vurderer, at hendes forskningsresultater fra skolerne i hovedstadsområdet i hovedtræk passer på de fleste danske skoler:

- Jeg har i forbindelse med min ph.d. været i dialog med skolelærere fra hele Danmark, og billedet er det samme overalt. Elevplanerne synes ikke at øge det faglige niveau, og det øger ikke motivationen for at lære, så som sagerne står nu, bruges rigtigt mange ressourcer på et værktøj, som ikke har nogen dokumenteret effekt. 

Ph.d.’en hedder '(U)Synlig evaluering i skolen. Et studie af elevplanens rekontekstualisering i praksis' og bygger på erfaringerne med elevplaner på to skoler i hovedstadsområdet. Afhandlingen stiller skarpt på 31 repræsentativt udvalgte elevplaner. I den forbindelse er seks lærere og seksten elever blevet interviewet, ligesom Stine Helms har deltaget i de skole-hjem samtaler, der inddrager elevplanerne, når elevens status, mål og opfølgninger skal gennemgås.