ODENSE: OK-Fonden bygger i samarbejde med Odense Kommune 'Byen for livet' – en demensbydel i Odense. Bydelen forventes at huse mellem 200-300 mennesker med demens. Den vil med sin størrelse og nytænkning, i både form og indhold, være den første af sin slags i Danmark.
Ambitionen er at skabe en inkluderende bydel med unikke boliger og tilbud til demente, men også at sætte Odense på landkortet i forhold til demensforskningen. Planen er at etablere testmiljøer og forskningsaktiviteter omkring bydelen, som både kan bidrage med ny vigtig viden, vækst og nye arbejdspladser.
- Det her er en fantastisk mulighed for Odense. Det giver os nemlig mulighed for på en og samme tid at øge velfærden markant for en sårbar gruppe af mennesker, samtidig med at vi producerer ny viden og vækst i byen, siger Odenses borgmester, Anker Boye (S).
Grundet en længere levealder vil et stigende antal borgere udvikle demens.
I gennemsnit får ca. to odenseanere hver dag konstateret demens, og i alt lever omkring 90.000 danskere med sygdommen. En sygdom, der skaber omfattende forandringer i livet for både den ældre og for de pårørende.
- Allerede i dag er demens en stor udfordring, og den vil kun blive større de kommende år. Ved at bygge en demensbydel kan vi indrette nogle omgivelser og nogle boliger, der er særligt egnet til at give støtte og livskvalitet til mennesker med demens, udtaler rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense, Per Berga Rasmussen (EL) og fortsætter:
- Vi skal lade os inspirere af den mest aktuelle viden på området, f.eks. fra Holland, i udformningen af bydelen, og det er en ambition, at vi sammen skaber et eksempel til efterfølgelse på demensområdet i resten af landet og måske også verden.
Målet er at skabe rammerne for et liv med selvstændighed og livskvalitet på trods af en sygdom, der gør folk dybt afhængige af andre. Det betyder, at der skal skabes boliger og indsatser, der gør livet så attraktivt som muligt i alle faser af sygdomsforløbet med demens.
Det ambitiøse byggeri finansierens af OK-Fonden. Ligeledes har Det Obelske Familiefond støttet projektet med midler til at undersøge udfordringer og muligheder i projektet.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.