dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Odense renser kraftigt ud i beskæftigelsesindsatsen

Bredt flertal lukker og omlægger alt, der ikke virker. 230 ud af ca. 1500 medarbejdere afskediges, 147 fleksjobbere mister deres job
23. FEB 2017 8.13

ODENSE: Et bredt flertal i Odense Byråd har onsdag aften besluttet en stor omlægning af kommunens beskæftigelsesindsats, der lukker og omlægger aktiveringer for samlet 48,4 mio. Næsten hver sjette medarbejder i beskæftigelses- og socialforvaltningen mister jobbet.

Omlægningen betyder en lukning af Pensionistservice og Bygningsrenovering samt en flytning af Flådestyring til Ældre og Handicapforvaltningen. En række aftaler med eksterne aktiveringsindsatser er opsagt eller udløbet.

Endelig er der administrativt også lukket aktiveringer i forvaltningen, der har sendt for få i job. De frigivne midler anvendes i stedet til flere jobrettede samtaler samt en langt mere virksomhedsrettet indsats.

- Vi har i det politiske udvalg haft fuld fokus på effekten af vore indsatser, da vi besluttede denne omlægning. Vi lukker indsatser, som ikke får tilstrækkeligt mange ledige odenseanere ud i job. Indsatsen fremover bliver de jobrettede samtaler og et tæt, tæt samspil med byens erhvervsliv om at flytte borgere ud i beskæftigelse via eksempelvis praktik eller et job med løntilskud, siger beskæftigelses- og socialrådmand Steen Møller (K).

Samtlige indsatser i Beskæftigelsesforvaltningen har været gennemgået ud fra seks kriterier, og effekten alene har afgjort, hvad der omlægges og videreføres. Sideløbende med optimeringen af indsatsen har omlægningen også skullet håndtere en årlig økonomisk ubalance på 34 mio. kr i forvaltningen. Den samlede løsning er udarbejdet i samarbejde med Borgmesterforvaltningen.

- Det er så vigtigt for Odense, at vi får bedre effekt og resultat efter en omlægning. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke efterlader nogle mere udsatte grupper af borgere uden tilbud, siger beskæftigelses- og socialudvalgets næstformand Claus Houden (V).

 - Det er desværre en nødvendig omlægning af indsatserne imod ledighed, så vi ikke skal ud og lave voldsomme besparelser på blandt andet det sociale område. Det ville ramme de allersvageste borgere i byen, siger udvalgsmedlem Cæcilie Crawley (S). 

147 fleksjobbere afskedies
Omkring 230 ud af ca 1.500 medarbejdere i beskæftigelsesforvaltningen vil blive afskediget efter byrådets beslutning. 147 af disse er fleksjobbere.

For at afbøde virkningen af af afskedigelserne af denne gruppe dedikeres tre medarbejdere dedikeres ekstra til at få fleksjobberne ud i erhvervslivet eller i statslige og kommunale job.

- Det kan risikere at udvikle sig til personlige tragedier og det har vi ansvaret for at undgå i videst mulig omfang. Her skal kommunen også selv være med til at finde muligheder. Det kunne være at opslå nogle kommunale stillinger som fleksjob, siger udvalgsmedlem Ulla Chambless (EL).

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/odense-renser-kraftigt-ud-i-beskaeftigelsesindsatsen

GDPR