
Selvom der allerede nu mangler varme hænder til velfærd i børnehaver, hjemmepleje og på sygehuse – og efterspørgslen vil stige i takt med et stigende antal børn og ældre i de kommende år – opslås en stor del af stillingerne på deltid. Det skriver Jyllands-Posten.
I første halvår af 2019 var 68 pct. af de opslåede stillinger som social- og sundhedsmedarbejdere på deltid, og det frustrerer sektorformand Torben Holmann fra Foa.
- Deltid går ud over de ældre, fordi vores medlemmer ikke har den tilstrækkelige tid til at gøre arbejdet, og det vil i fremtiden være svært at dække efterspørgslen af pleje og omsorg med udsigt til mange flere ældre, siger han og foreslår, at alle stillinger i udgangspunktet opslås på fuld tid.
Når pædagoger ser sig om efter ledige stillinger, er 54 pct. af jobopslagene på deltid, mens det for sygeplejersker gælder for en tredjedel.
Regioner ser problemet
I Danske Regioner erkender formanden i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), der er chefforhandler på det offentlige område, at regionernes ambition om flere ansatte på fuld tid er slået fejl.
- Vi må erkende, at vi har for mange på deltid, og at det er svært at ændre den herskende deltidsnorm og få flere på fuld tid, siger han.
Anders Kühnau tror ikke på håndfaste krav og regler for at få flere til at gå op i tid. I stedet skal det ske i samarbejde mellem arbejdsgivere og medarbejdere.
Deltid er billigere
Når professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, skal forklare den udbredte brug af deltid, hæfter han sig ved, at offentlige arbejdsgivere i dagligdagen handler anderledes end de officielle hensigtserklæringer om flere medarbejdere på fuld tid.
- Både i daginstitutioner og i ældreplejen er der mere arbejde på nogle tidspunkter af dagen end andre, og derfor efterspørger man deltidsansættelse, siger han, og lektor Anna Ilsøe, Københavns Universitet, er enig og tilføjer:
- Der kan også være et økonomisk element i det for en institution, fordi det er billigere, at en deltidsansat tager et par timer ekstra, hvis det er til almindelig timeløn.
Regeringen erkender udfordringen med at få hænder nok og har nedsat en taskforce, der skal komme med forslag til at skaffe folk til den nære velfærd.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.