
Der er stort potentiale i regeringens udspil, der skal bekæmpe hjemløshed i Danmark.
Faktisk så stort, at i hvert fald 90 pct. - hvis ikke alle hjemløse - kan hjælpes ved at udbrede modellen housing first, som regeringen lægger op til.
Det mener Ask Svejstrup, der er sekretariatsleder i De hjemløses Landsorganisation (Sand).
- Principielt vil alle kunne hjælpes med denne model, hvis man giver bostøtte nok og giver den rette støtte efter en grundig udredning af den enkelte, siger han.
Housing first indebærer, at en hjemløs først bliver tilbudt en bolig. Derefter går man i gang med at hjælpe vedkommende, der for eksempel har psykiske problemer.
Modellen er især god til de hjemløse, der ikke har været hjemløse i alt for lang tid, siger Ask Svejstrup.
Nogle har brug for botilbud
Selvom forhåbningerne til udbredelsen af housing first i Danmark er store, frygter Ask Svejstrup, at der er en gruppe på ti pct., som kommunerne får sværere ved at hjælpe med modellen.
Her peger han på, at det ikke er alle hjemløse, som vil få gavn af at bo i egen lejlighed, men snarere har brug for andre botilbud.
- Eksempelvis gamle institutionsbørn eller tidligere anbragte får ikke nødvendigvis et godt liv af at bo i en lejlighed for sig selv. Her kan de have større gavn af at bo med andre, men stadig have et privatliv.
- Den boligform skal vi opfinde, så det mangler stadig, siger han.
Herberg er mellemstation
Hos foreningen Selveje Danmark, som repræsenterer en stor del af de danske herberger, glæder man sig over fokus på at få borgere ud af hjemløshed.
- Herbergerne skal være en mellemstation og ikke endestation. I dag er incitamentet at beholde borgerne på herbergerne, men det gavner hverken borger eller herberg.
- Nu vil man give kommunerne gode økonomiske grunde til at hjælpe borgerne ud af herbergerne ud og videre i egen bolig, siger chefkonsulent Kåre Skarsholm.
Han understreger dog, at borgerne ikke skal tages for hurtigt ud af herbergerne.
- Det tager lidt tid, fra en borger kommer ind, til man kan se, hvad vedkommende har brug for af misbrugsbehandling, egen bolig hurtigst muligt eller intensiv støtte og pleje.
- Og så synes jeg, at man skal give borgeren mulighed for selv at vælge, hvem der skal levere bostøtte: En fra kommunen eller en, som vedkommende måske kender fra et ophold på et herberg.
Glæde hos råd for socialt udsatte
Også Rådet for Socialt Udsatte glæder sig over regeringens udspil.
- Det er et nybrud i indsatsen for at stoppe hjemløshed. For første gang er der et udspil, som har ambitioner om at løse de helt centrale systemfejl og strukturelle snubletråde, der hidtil har forhindret os i at hjælpe mennesker i hjemløshed, siger formand Vibe Klarup.
I september sendte Rådet fem anbefalinger til reform af hjemløseområdet til regeringen og Folketinget. Det glæder Rådet at se, at flere af anbefalingerne er med i regeringens udspil, blandt andet, at man skal bruge Housing-First mere.
- Og så glæder vi os over, at udspillet tager hul på en omlægning af de økonomiske incitamenter på hjemløseområdet, så vi kan gå fra at håndtere hjemløshed med midlertidige tilbud til at stoppe hjemløshed med permanente boligløsninger.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.