Omkring 500.000 ansatte i kommunerne kan se frem til en lønstigning på 5,42 pct. over de kommende tre år.Det bekræfter blandt andre formanden for FOA, Dennis Kristensen, over for Ritzau. Han siger, at aftalen underskrives klokken 09.00.
- Vi er tilfredse med at bevare reallønnen og sikre en fremgang, siger han.
Han bekræfter, at lønstigningen fordeler sig med i alt 4,81 pct. over de næste tre år samt 0,61 pct. fra den såkaldte reguleringsordning, som sikrer, at lønudviklingen i det offentligheden følger det private.
Chefforhandler for KL, Michael Ziegler, vil dog over for Ritzau hverken be- eller afkræfte, at der er indgået en endelig aftale.
- Jeg kan ikke bekræfte det endnu. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er sådan, siger han mandag morgen i telefonen.
Forhandlinger hen over weekenden
Parterne startede forhandlingerne fredag ved middagstid, og de fortsatte sporadisk i løbet af weekenden.
Men da KL i sin forhandling med lærerne havde brug for at få godkendelse fra både sin hovedbestyrelse, formandskab og finansminister Bjarne Corydon (S), kom de reelle forhandlinger først i gang lørdag over midnat.
Disse forhandlinger sluttede sent søndag aften, hvorefter de sidste knaster for alle ansatte i kommunerne kunne færdiggøres, og faldt ifølge Finans på plads omkring klokken 02.30 natten til mandag.
Også penge til uddannelse
Dennis Kristensen fortæller mandag, at der ud over en lønstigning også er en uges ekstra betalt barselsorlov til mænd og en forstærket indsats for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø.
Derudover er der skabt økonomi til et 'storstilet uddannelsesprojekt'.
- Det handler om at blive løftet fra ufaglært til at være faglært. Det betyder, at 1000 af FOA's medlemmer i løbet af det kommende år skal have en uddannelse, siger han.
Uddannelsesaftalen mellem KL og FOA bliver færdigforhandlet 23. februar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.