AARHUS: To bøder på 5.000 kr. hver til to tidligere plejehjemsansatte bliver alligevel ikke det sidste ord i sagen, hvor 90-årige Else Marie Larsen blev udsat for nedværdigende behandling på plejehjemmet Kongsgården. Episoden indgik i en tv-dokumentar, der foruden straffesagen mod de to nu tidligere plejehjemsansatte har medført både tjenstlige samtaler og afskedigelser blandt de ansvarlige.
Straffesagen om grov forsømmelse har ikke været for retten, men er afgjort med et bødeforelæg. Et udfald som mindst den ene af de to tiltalte var tilfreds med, men det er pårørende til nu afdøde Else Marie Larsen ikke, skriver TV2 Østjylland. Derfor anker de afgørelsen, oplyser familiens advokat Claus Bonnez.
- Når jeg ser, hvad man ellers straffer folk for, så havde vi forventet en noget større straffesag, siger han. Han mener at behandlingen af Else Marie Larsen var så grov, at der er tale om en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 3, hvorefter ”ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf”.
Anken af anklagemyndighedens afgørelse om bødeforelæg skal nu vurderes af Statsadvokaten, der skal beslutte, om afgørelsen skal stadfæstes eller om sagen skal for retten. Der er ikke umiddelbart nogen tidshorisont for, hvornår den afgørelse træffes.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.