HERNING: Herning Kommune forsøger for tiden at etablere et partnerskab med private investorer, der forventes at spytte et mindre tocifret millionbeløb i et projekt for at få flere af byens unge i gang med en uddannelse. I dag kommer knap hver femte ikke i gang med en ungdomsuddannelse, inden de fylder 23 år, og det tal skal ifølge Berlingske gerne halveres.
Det unikke ved samarbejdet er, at de private investorer kun får gevinst af deres investering, hvis man lykkes med at indfri en række aftalte mål. Sker det ikke, mister investoren sine penge efter et princippet om 'no cure, no pay'.
- Vi er nødt til at nytænke velfærden i Danmark. Her ser vi en mulighed for at få løst nogle af vores uløste problemer ved at koble en privat investor på en velfærdsopgave, uden at vi løber en økonomisk risiko, siger Herning Kommunes forretningsudviklingchef Jette Søndergaard til Berlingske.
En økonomisk gevinst vil blive fordelt mellem kommunen i form af sparede offentlige udgifter og investoren i form af et afkast på investeringen. Innovationsminister Sophie Løhde (V) vil udbrede ideen til både andre dele af landet og til andre indsatsområder:
- Potentialet er stort. Det her er en helt ny måde at arbejde sammen på mellem den offentlige sektor, det private og også den frivillige sektor, vi ikke før har set i Danmark. På den måde ønsker vi at tilvejebringe en bedre indsats, der giver et bedre afkast først og fremmest for den enkelte, men også for de offentlige kasser. Tag bare hele socialområdet, hvor vi hvert år bruger et kæmpestort milliardbeløb og ikke altid har evidens for, hvad der virker, siger Sophie Løhde.
Dansk Folkeparti er åben overfor ideen, blot skal det ifølge partiets finansordfører René Christensen sikres, at det ikke overlades til private firmaer at foretage myndighedsbetjening i form af afgørelser. Et lignende forbehold tager Socialdemokratiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil som derimod intet problem har med, at man 'deler i porten med en privat investor', siger hun til Ritzau.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.