dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Modelfoto: Jan Sommer, Polfoto

Plejefamilier efterlyser klare rammer for opdragelse

Socialpædagogerne efterspørger øget ret til magt, imens har plejefamilierne ingen ret til at bruge magt
5. JAN 2015 6.48

Plejefamilier skal være omfattet af bekendtgørelsen om magtanvendelse.

Sådan lyder meldingen fra formanden for Plejefamiliernes Landsforening, Jens Vegge Bjørck, efter at fagforbundet Socialpædagogerne i en artikel i Kristeligt Dagblad efterlyser at få udvidet retten til at bruge magt.

Men i modsætning til socialpædagogerne har plejefamilier slet ikke ret til at anvende magt.

- Hvis vi bruger nogen som helst form for magtanvendelse - og her snakker jeg om at tage fysisk fat i et barn og eksempelvis løfte et barn væk fra en situation, som også kan være til fare for dem selv - så vurderes det i relation til straffeloven.

- Det er bekymrende og en utryg situation for plejefamilierne, siger Jens Vegge Bjørck.

Sidste udvej
Formanden gør dog meget ud af at påpege, at magtanvendelse over for anbragte børn kun må bruges som en absolut sidste udvej, og man derfor altid skal forsøge at undgå det.

I dag må pædagoger eksempelvis gerne fastholde eller føre et barn på et socialpædagogisk opholdssted væk, hvis barnet er til fare for sig selv, eller der er tale om en uforsvarlig situation.

Men en pædagog må ikke bære et barn væk, hvis det trods adskillige opfordringer bliver ved med at smide med maden eller gentange gange ødelægger andre børns julegaver.

Det vil blive betegnet som ulovlig magtanvendelse.

Hensyn til fællesskabet
Helt præcist efterspørger socialpædagogerne, at der ved magtanvendelse også bliver mulighed for at tage hensyn til fællesskabet og de andre børn.

Det bakker Jens Vegge Bjørck op om på plejefamiliernes vegne.

- Vi er positive over for, at man i en situation ikke kun tager hensyn til den enkelte, men også til det sociale fællesskab, siger han.

For formandens vedkommende handler det imidlertid også om at få klarhed og detaljeret vejledning på området for plejefamilierne.

- En udvidet detaljeret vejledning vil være med til at skabe tryghed, så plejefamilier ved, hvad de må, siger han.

Benny Andersen, som er formand for Socialpædagogerne, udtrykker i Kristeligt Dagblad også et ønske om, at reglerne for magtanvendelse fremover kommer til at gælde for plejefamilier.

Et udvalg under Socialministeriet, hvor Plejefamiliernes Landsforening er repræsenteret, kommer snart med forslag til nye regler for magtanvendelser.

 

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/plejefamilier-efterlyser-klare-rammer-for-opdragelse

GDPR