AARHUS / ODENSE: Indvandrerbanden Black Army er fortid i Aarhus. Det vurderer Østjyllands Politi overfor DR Østjylland.
Black Army, der opstod i Vollsmose i Odense for fire år siden, lukkede for nylig sit klubhus i Odense og erklærede gruppen der for opløst. I Aarhus er det især i forstæderne Viby og Brabrand, at Black Army har været aktive. Men ikke længere.
- Det er vores opfattelse, at Black Army har opløst sig selv i Aarhus og i Østjyllands Politis område, siger politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi.
- Det understreger bare, at de initiativer, der er taget med bandepakken, har gjort noget det mindre attraktivt at være bandemedlem. Kombineret med det pres, vi har lagt fra politiets side, siger René Raffo.
Det er ikke politiets indsats alene, der har rykket, understreger politiinspektøren.
- Vi har haft et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, og der er fra politisk side vedtaget Bandepakke 3, der giver mulighed for hårdere straffe og sanktionsmuligheder overfor dem, der er med i en bandegruppering. Det tror jeg samlet set har lagt pres på dem, siger han til DR Østjylland.
Black Armys opløsning har udløst spekulationer om, at banden smider rygmærkerne for at undgå de hårdere sanktioner, som bandepakkerne giver mulighed for over for registrerede bandemedlemmer.
- Jeg synes, at man skal vende den om: Det viser, at de initiativer, der er taget med bandepakken har været med til at presse dem, så de nu lægger trøjer og veste på hylden, siger René Raffo.
Politiet tror dog ikke, at de nu forhenværende Black Army-medlemmer i det sydlige og vestlige Aarhus pludselig er blevet lovlydige.
- Vi tænker ikke, at fordi den her gruppe har opløst sig, så er de holdt op med at begå kriminalitet. Så det holder vi stadigvæk øje med, siger René Raffo.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.