

NÆSTVED / LANGELAND: En lejrchef og to andre ansatte på et asylcenter i Næstved, der i begyndelsen af maj lagde en mandlig syrisk asylansøger i benlås, går nu fuldstændig fra af alle beskyldninger, oplyser Radio24syv.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi der har efterforsket sagen, går så vidt som til at sige, at 'sigtelsen i sagen har vist sig at være grundløs'. Et ordvalg der står i markant modstrid med den måde, sagen blev behandlet på fra starten, da lejrchefen blev fritstillet efter at episoden blev filmet af en anden beboer på centret.
Lejrchefens advokat Torben Koch, bekræfter over for Radio24syv, at hans klient ikke længere er sigtet for vold. Han hæfter sig ved, at anklagemyndigheden bruger ordet 'grundløs'.
- Det er sjældent, man anvender ordet grundløs. Det viser jo, at politiet selv vurderer, at den sigtelse, som man har rejst, har været uden hold i virkeligheden allerede fra start af. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har med afgørelsen givet Langeland Kommune en ordentlig næsestyver, siger Torben Koch til Radio24syv.
Der er Langeland Kommune, der står for driften af centret, og Torben Koch kritiserer kommunen for at bortvise lejrchefen og anklage ham for vold, før sagen var undersøgt nærmere. Lejrchefen og de to andre ansatte har sagt, at manden havde truet lejrchefen på livet, og at deres magtanvendelse var nødvendig.
Radio24syv har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Langeland Kommune.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.