
Flygtninge og indvandrere har gennem årtier klumpet sig sammen i almennyttige boligselskaber som Brøndby Strand, Gellerupparken og Vollsmose. Men der er behov for at sprede indvandringen bedre ud, mener Brøndbys borgmester, Ib Terp. Han foreslår, at de mange boliger, som banker og pensionskasser ejer, pålægges at modtage folk med indvandrerbaggrund.
- En alt for stor del af boligmarkedet er lukket. Der burde være en lov, som påbyder banker og pensionskasser at stille en vis grad af deres boliger til rådighed for etniske ansøgere, siger han til Avisen.dk.
Ejermarkedet er lukket
Når så mange indvandrere bor i almennyttige boligforeninger, skyldes det blandt andet, at det er der, de kan finde en lejlighed. Ejermarkedet er lukket for indvandrere, der er usikre på job og økonomi. Og indvandrere og flygtninge har også sværere ved at finde en privat udlejningsbolig eller andelsbolig.
Til gengæld kan de let skrive sig op på venteliste til en almen boligforening, fortæller Troels Schultz Larsen, lektor på Roskilde Universitet, der forsker i forsømte boligområder. Han mener ikke, det er heldigt for boligforeningerne.
- Der er ingen grund til, at almenboligmarkedet skal være det eneste til at løse sociale problemer, siger han.
Minister afviser
Forslaget om, at bankerne og pensionskasserne skal reservere en del af deres boliger til indvandrere, ønsker Danica Ejendomme ikke at kommentere. Det er et politisk spørgsmål, siger underdirektør Peter Mering, der dog afviser, at Danica Ejendomme favoriserer danskerne.
Carsten Hansen (S), der er minister for By, Bolig og Landdistrikter, skyder også forslaget om at pålægge banker og pensionskasser indvandrekvoter ned.
- Vi kan jo ikke bare ekspropriere boliger uden at ændre Grundloven, men heldigvis har vi mere end 600.000 almene boliger, hvor kommunerne har anvisningsret til en stor del. Det er helt afgørende, at kommunerne har mulighed for at skaffe boliger, og derfor vedtager vi nu (i finansloven 2014 red.), at man kan kræve i en lokalplan, at der kan reserveres op til 25 pct. almene boliger. På den måde sikrer vi, at der også i fremtiden er almene boliger nok - også i de store byer, svarer han i en mail.
kil
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.