
AALBORG: På KL's sociale temamøde advarede professor Finn Diderichsen, Institut for sundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, kommunerne mod at gøre forsøg med at frigive hash:
- Det skal I holde jer fra, sagde han.
Det var en indirekte kommentar til, at Københavns Borgerrepræsentation for nylig besluttede at presse på for at få lov til at gøre forsøg med at lade kommunen sælge hash.
Formanden for KL's social- og sundhedsudvalg, Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen, er helt på linie med Finn Diderichsen og har ingen planer om at involvere Aalborg Kommune i forsøg med at lovliggøre hash:
- Jeg vil ikke gå ind i, hvad de gør i København, men det kommer ikke til at ske her. Hash er et illegalt rusmiddel, som vi skal gøre alt for at bekæmpe, siger han til dknyt.
Lev stærkt dø ung
Professor Finn Diderichsen fortalte, at ud af 1000 unge på 16, dør 15, inden de bliver 40. Det rammer især unge uden videregående uddannelse, af dem dør 25 inden 40-års alderen, mens det kun gælder fem med en videregående uddannelse.
- Det er få dødsfald, men der er stor ulighed, sagde Finn Diderichsen.
Han fortalte også, at 'når unge er i vanskeligheder, så øges risikoen for, at de får en selvdestruktiv adfærd':
- Men kommunerne kan gøre noget for at forhindre det.
Og så remsede Finn Diderichen en række områder op, hvor kommunerne kan gøre en indsats. Herunder lagde han vægt på, at der skal gøres noget for at regulere unges brug af alkohol og tobak, og at det vil være en dårlig idé at gøre det lovligt for unge at købe hash.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.