
I går meldte fagforbundet FOA ud, at det ikke længere ønsker at deltage i møder eller stille med en arbejdsgruppe i forhandlingerne med regeringen om den bebudede tillidsreform. Et træk, som professor Jacob Torfing i forvaltning på RUC, tolker som ren og skær frustration, men dog uden den store reelle betydning.
For selvom FOA melder sig ud af det retningsgivende samarbejde, er organisationens knap 200.000 offentligt ansatte medlemmer i praksis deltagere i en sådan reform allerede.
- Det er da befriende, at der af og til er nogen, der råber højt, men jeg opfatter det samtidig som et slag i luften, for den virkelige tillidsreform foregår hver eneste dag ude i kommunerne, siger Jacob Torfing til dknyt og fortsætter:
- Rigtig mange kommuner og offentlige organisationer er allerede ved at omstille sig væk fra det her kontrol- og mistillidsregime, fordi man har fundet ud af, at man får meget mere ud af at vise medarbejderne mere tillid, underforstået at de så skal påtage sig et større ledelsesansvar. Og det er jo ikke noget, man sådan melder sig ud af, siger Torfing.
Inde - ikke ude
Men Jacob Torfing kan godt følge FOA's efterspørgsel. Ifølge forbundets rummer blandt andet Vækstplan DK tiltag, der går i den stik modsatte retning af tillid – den indeholder blandt andet besparelser på 12 milliarder kroner, der skal fremskaffes via omlægning af arbejdstidsbestemmelserne for FOA-medlemmer.
- Rigtig rigtig mange offentligt ansatte – her med FOA i spidsen – er efterhånden rigtig utålmodige i forhold til, at regeringen har meldt ud, at den vil gennemføre en ambitiøs moderniserings- og tillidsreform, og man har ikke rigtig set noget til den. Næsten alt, hvad der er kommet fra regeringen, fortsætter i den gamle skure med new public management osv., siger han.
Jacob Torfing vurderer ikke, at flere faglige organisationer vil følge i FOA's fodspor – og Socialpædagogerne har da også reageret med parolen 'Indflydelse får man ved at være inde – ikke ude'.
KL har ifølge Berlingske ikke ønsket at udtale sig om udmeldelsen, og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er 'dybt forundret' over fagforbundets beslutning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.