dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Psykisk syge er uden for arbejdsmarkedet

Psykisk syge i Danmark har svært ved at få arbejde. Minister opfordrer til større ligeværdighed
13. JAN 2015 6.16

Mennesker med en psykisk lidelse har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet. Det viser den nye og hidtil mest omfattende undersøgelse af psykisk syges tilknytning til arbejdsmarkedet, som KL og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har gennemført i fællesskab. Det skriver KL's eget nyhedsbrev, Momentum.

Kun 28 pct. af de danskere mellem 18 og 65 år, som var i kontakt med et psykiatrisk sygehus i 2013, var i beskæftigelse eller under uddannelse i hovedparten af året.

For befolkningen generelt er andelen næsten tre gange så høj (79 pct.).

Der er plads til flere i job
Lene Falgaard Eplov, forskningsoverlæge på Psykiatrisk Center København, mener, at langt flere med en psykisk sygdom burde kunne finde en plads på arbejdsmarkedet.

- Selvfølgelig er der nogen, hvor hverken samfundet eller den enkelte har gavn af, at vi presser dem på arbejde, og de bør få en førtidspension. Men det er en meget minimal gruppe, siger Lene Falgaard Eplov til Momentum.

Også i en international sammenligning har Danmark en lille andel af personer med psykisk sygdom, der er i arbejde.

Minister opfordrer til ligeværdighed
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) er helt enig i, at flere med en psykisk lidelse kan og skal i arbejde. Men det kræver, at vi som samfund bliver bedre til at åbne øjnene for, at man i langt de fleste tilfælde sagtens kan varetage et job, selv om man har en psykisk lidelse.

- Jo længere tid man får en ledighedsydelse af en eller anden art, desto vanskeligere kan det være at komme i arbejde. Og det kan samtidig betyde, at den enkeltes sygdom forværres. Derfor er det vigtigt for mig og regeringen, at vi gør, hvad vi kan for at skabe ligeværdighed for mennesker med psykiske lidelser, siger Nick Hækkerup.

Der er dog ifølge overlæge i psykiatri Lene Falgaard Eplov en række barrierer, der skal overvindes, før man kan tale om ligeværdighed for personer med psykiske lidelser.

- Der er en frygt og usikkerhed hos kolleger og arbejdsgivere i forhold til psykiske lidelser, som jo i høj grad dækker over uvidenhed om, hvad det er for noget, siger Lene Falgaard Eplov.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/psykisk-syge-er-uden-for-arbejdsmarkedet

GDPR