RANDERS: Randers Kommune har afskediget afdelingsleder i Familieafdelingen Peter Brügge og indgået en fratrædelsesaftale med børn- og familiechef Sonja Møgelsvang. Samtidig er der indgået aftale om en ny midlertidig ledelse i Børn og Familie, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
- Med den uro, der har været i afdelingen, og de alvorlige udfordringer, som eksisterer i forhold til arbejdsmiljøet, var det nødvendigt, at der blev set på opgaven med friske øjne. Nu er det vigtigt, at vi finder gode og konstruktive løsninger sammen med medarbejderne, siger Lars Keld Hansen, der er direktør for Børn, Skole og Kultur.
Målet er at sikre gode vilkår for familier med særlige udfordringer og et godt arbejdsmiljø fremover.
Ny ledelse på lånt tid
Den midlertidige chef for Børn og Familie bliver den nuværende sundhedschef Lene Jensen, mens den nuværende leder af Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning, PPR, Henrik Johansen, bliver daglig leder af Familieafdelingen.
- Det er en samlet plan, vi har arbejdet på. Den nye ledelse skal nu sammen med medarbejderne sikre, at vi hjælper udsatte familier bedst muligt, og samtidig drive en konstruktiv arbejdsmiljøproces og efterkomme påbuddet fra Arbejdstilsynet om at rette op på arbejdsmiljøet, siger Lars Keld Hansen, der er direktør for Børn, Skole og Kultur.
Han understreger, at der med løsningen er trukket en streg i sandet og, at der nu bliver set fremad mod et bedre arbejdsmiljø, da det er forudsætningen for, at Familieafdelingen kan udføre sit arbejde så godt som muligt.
Støtte fra task force
Ud over den ledelsesmæssige ændring, har byrådet godkendt, at Randers Kommune ansøger Socialstyrelsens Permanente task force om bistand. Forventningen er, at task forcen kan begynde til foråret, hvor eksperter - på baggrund af analyser af konkrete sager - vil komme med anbefalinger til den videre udvikling af afdelingen.
I handleplanen for familieafdelingen foreslås det, at der kobles en certificeret arbejdsmiljøkonsulent til afdelingen. Dette afventer dog økonomiudvalgets endelige behandling.
jsb
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.