
REBILD: Rebild Kommune har ansat en ny direktør med særligt ansvar for Center Børn og Unge samt Center Familie og Handicap. Valget er faldet på den 37-årige Ann Hermansen, der kommer fra en stilling som chef for Handicapområdet i Aarhus Kommune.
Det betyder, at direktionen igen er intakt efter en større fyringsrunde i ledelsen på det sociale område i april 2012. En revisionsrapport har vist, at kommunens fortsatte problemer på socialområdet i høj grad skyldes manglende faglig ledelse. Det betød et farvel til kommunaldirektør Erik Odder, der siden er erstattet af Jes Lunde. Centerleder Jette Christensen blev fritstillet, og socialdirektør Søren Kjær blev også sagt op. Hans stilling har været vakant siden dengang, og nu skal Ann Hermansen begynde fra 1. august.
Ann Hermansen har mange års chef- og ledererfaring inden for familie, handicap, børn og ungeområdet i blandt andet Viborg og Aalborg kommuner. Hun er uddannet socialrådgiver i 1998 og har en Masteruddannelse i Offentlig Ledelse. Hun beskriver sig selv som en engageret, troværdig, udholdende og tydelig leder, der evner at samle et hold om en fælles opgave.
Om de nye udfordringer siger Ann Hermansen:
- Jeg er meget glad for, at Rebild Kommune har valgt mig til at stå i spidsen for at realisere de ambitiøse, politiske målsætninger, der er lagt for implementering af folkeskolereformen, for den fortsatte udvikling af det sociale område og for indsatsen på børne- og ungeområdet.
Også kommunaldirektør Jes Lunde glæder sig til at kunne byde den nye direktør velkommen:
- Ann Hermansen kommer med et smittende engagement og stor erfaring. Jeg har store forventninger til vores kommende samarbejde.
Udover Jes Lunde og nu Ann Hermansen omfatter direktionen også Lars Peter Schou og Flemming Hansen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.