
I går første behandlede Folketinget et forslag fra Enhedslisten om at opdatere reglerne for, hvornår man kan betragtes som enlig forsørger i forhold til at modtage sociale ydelser. Den gældende definition af at være enlig baserer sig på ægteskabsloven fra1925, og der er bred enighed om, at det ikke svarer til vore dages familiemønstre.
- Lovgivningen forældet, fordi den ikke passer til moderne samlivs- og familieformer, har professor i Socialret ved Aalborg Universitet, Nina Von Hielmcrone, tidligere sagt til dknyt.
Lovgivningen lader det være op til kommunernes skøn at vurdere, om en borger lever i et 'ægteskabslignende' forhold, og det er problematisk for borgernes retssikkerhed, mener Enhedslisten.
- Mange enlige forsørgere og enlige pensionister lever i stor usikkerhed, om de gør sig skyldig i socialt bedrageri, når de har samkvem med eksmanden om børnenes tarv, eller når de inviterer en ven på middag. Men når de henvender sig til kommunen kan de ikke få svar på, hvad de må og hvad de ikke må. Sådan må det ikke være i et retssamfund, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.
Socialminister Karen Hækkerup (S) afviser imidlertid at ændre lovgivningen.
- Da det ikke er entydigt kan fastslås, hvornår man er samlevende eller har de samme fordele som gifte, er reglerne udformet sådan, at myndighederne kan udøve et konkret skøn, siger ministeren og peger på, at den nuværende lovgivning bl.a. kan sikre, at pensionister, hvor den ene ægtefælle fx bor på plejehjem, kan få ydelser som enlige, selvom de er gift.
Rent kaos
Ældre Sagen havde ellers store forhåbninger til Enhedslistens forslag.
- Situationen lige nu er rent kaos. Vi har dagligt enlige pensionister, der ringer til vores rådgivning for at få hjælp, men vores jurister og socialrådgivere kan hverken gøre fra eller til, siger Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup
Kommunerne selv efterspørger også klarere linjer. Fx har kommunerne i Region Sjælland i samlet flok skrevet et brev til Socialminister Karen Hækkerup (S) om at få klarlagt reglerne, så man kan undgå de mange afgørelser, der er blevet omgjort af socialforvaltningerne.
Enhedslistens forslag ville ændre reglerne, så de tager udgangspunkt i disse tre definitioner af at være enlig:
- Borgeren har selvstændig bolig med tilknyttet folkeregisteradresse
- Der er tale om en reel bolig med tilhørende almindelige forbrugsudgifter
- Det kan dokumenteres, at borgeren selv betaler de almindelige forbrugsudgifter i boligen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.