Integrationsydelsen, der i forvejen kritiseres fra flere sider for at være meget lav, skal sættes yderligere ned. Det fremgår af regeringens udspil 'Flere år på arbejdsmarkedet'.
Regeringen vil 'styrke tilskyndelsen til beskæftigelse' for modtagere af integrationsydelse ved at sænke ydelsen med to pct.
'En grundlæggende forudsætning for at kunne forlænge arbejdslivet er, at der i første omgang er opnået en ordentlig tilknytning til arbejdsmarkedet', lyder det i udspillet.
Integrationsydelsen gives til personer, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv år ud af de seneste otte år.
Samtidig vil regeringen stramme opholdskravene for folkepension, ældrecheck og førtidspension. Forslagene berører personer, som ikke opholder sig i Danmark hele deres arbejdsliv.
Pensions-ændringer på vej
Retten til pension ændres, så man skal opholde sig her i landet 9/10 af perioden fra det fyldte 15. år til pensionsalderen for at få fuld pension.
- I dag skal du være 40 år i Danmark fra dit fyldte 15. år og til pensionsalderen for at få fuld pension. Det ændrer vi, så man skal have været her i 9/10 af perioden, siger finansminister Kristian Jensen (V).
Dermed stiger opholdstidskravet, når folkepensionsalderen stiger. Personer, der har opholdt sig kortere tid i Danmark, kan fortsat opnå 'brøkpension'.
Regeringen vil også omdanne det dansktillæg, personer på integrationsydelse kan modtage, til en danskbonus. Dansktillægget tilskynder flygtninge og indvandrere at lære dansk, idet man får det, når man har bestået Dansk 2 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau.
- Vi afskaffer det dansktillæg, der er i dag, og indfører en bonus, så man får en kontant og skattefri bonus på 6000 kroner, hvis man består danskprøve 2, siger Kristian Jensen under fremlæggelsen af planen.
Omlægningen fra dansktillæg til danskbonus skal sikre, at en modtager af integrationsydelse ikke kan have et højere månedligt rådighedsbeløb end en kontanthjælpsmodtager.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.