
En eksplosion på mindre end et år i de offentlige tilskud til tandlægebehandlinger får nu Danske Regioner til at råbe vagt i gevær. Sidste år søsatte Sundhedsstyrelsen nye kliniske retningslinjer i tandplejen, hvor danskerne placeres i en rød, gul eller grøn gruppe.
Efter et år er 80 pct. af alle de borgere, der har været til tandlægen, stik mod alle forventninger, røget i den gule eller røde kategori, som udløser ekstra tilskud til tandrensning og undersøgelser.
- Der er ingen tvivl om, at når vi på bare tre kvartaler ser en ekstraudgift på 200 mio. kr., så frygter jeg, at regningen i år nærmere ender på 300 mio. kr., siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
- Det kan vi kun hente hjem med ekstrabesparelser på sygehuse. Det kan jeg ikke leve med. Jeg kan ikke finde penge i den størrelsesorden på de medicinske afdelinger og kræftafdelinger og så videre. Derfor skal vi have styr på de her udgifter, siger han.
Upræcise retningslinjer
Stadig flere ældre vil medføre højere udgifter til tandlægen. Men ifølge regionernes formand snarere i størrelsesordenen en halv til en hel procent om året - slet ikke 20 procent.
- Det her kalder på, at man ser Sundhedsstyrelsens retningslinjer igennem og erkender, at de har været for upræcise. Eller også må man se på den måde, det administreres på, og holde tandlægerne fast på, at den aftalte økonomiske ramme også skal overholdes.
Derfor ligger bolden midt på bordet i de årlige økonomiforhandlinger med regeringen, som regionerne indledte torsdag.
- Den klare melding til sundhedsministeren og finansministeren er, at det er et fælles ansvar at få styr på den her regning. Samtidig er meldingen til tandlægerne, at når der er indgået en aftale, så har de også et medansvar for at holde sig inden for den økonomiske ramme.
- Hvordan Tandlægeforeningen så vil organisere sig i forhold til deres medlemmer, det må de finde ud af, siger Bent Hansen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.