
For de fleste er det ofte med tungt hjerte, at man vender snuden mod Danmark efter en rejse udenlands med sol og varme. I 2022 var hjemkomsten dog ekstra bitter for 625 personer, da de i lufthavnen blev modtaget af lufthavnstilsynet og taget for socialt bedrageri. Det viser en årsstatus for lufthavnstilsynets 52 kontrolaktioner i 2022 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), oplyser 3F.
Der blev kontrolleret 38.211 personer, og ifølge styrelsen er det et rekordhøjt antal. I 2021 blev der til sammenligning kun kontrolleret 13.464 personer. Stigningen i antallet af kontroller begrundes med, at lufthavnstilsynet har ændret deres placering i Kastrup Lufthavn, så det er muligt at kontrollere endnu flere personer, samt at flytrafikken er blevet normal igen efter corona-pandemien.
Det var dog i 2019, at lufthavnsstyrelsen i sin nuværende form tog flest personer i at rejse uanmeldt ud af landet, mens de var på sociale ydelser, hvilket er ulovligt i Danmark. Her var der 789 indberetninger til kommuner og a-kasser.
Stort millionbeløb i tilbagebetaling
Selvom lufthavnstilsynet stadig mangler tilbagemeldinger fra kommuner og a-kasser i omkring 150 sager, så er det samlede tilbagebetalingsbeløb allerede løbet op til 3,9 millioner kroner.
- Men det samlede tilbagebetalingskrav ventes at blive væsentligt højere i takt med, at a-kasser/kommuner får truffet afgørelse i sagerne, skriver beskæftigelsesminister Ane-Halsboe Jørgensen (S) i et brev til Beskæftigelsesudvalget.
Det er penge, som modtagere af dagpenge, kontanthjælp og andre ydelser til ledige, ulovligt har modtaget, mens de har opholdt sig i udlandet. Ifølge reglerne skal man nemlig stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, når man modtager sociale ydelser.
- Forseelsen består typisk i, at de pågældende ikke har meldt ferie i overensstemmelse med reglerne, skriver styrelsen.
Rettet 23/03-23: Fagbladet 3F har rettet en fejl i artiklen. 2022 bød ikke på rekordmange personer, der blev taget i socialt bedrageri, men blot rekordmange der blev kontrolleret af lufthavnstilsynet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.