
Erfaringer fra en række ressourceforløb, hvor borgerne ikke har kunnet se meningen og målet med indsatsen, får nu partierne bag en reform fra 2012 af førtidspension og fleksjob til at lancere en fælles initiativpakke med tre tiltag, der blandt andet skal sætte klare rammer for, hvem der skal have ressourceforløb, fleksjob og førtidspension, og hvad formålet er med indsatsen i ressourceforløb.
- Ressourceforløb skal give mening og være til gavn for borgerne. Med initiativpakken understøtter vi, at kommunerne får tilrettelagt bedre ressourceforløb, hvor indsatsen giver mening, og borgerne føler sig trygge. Det er vigtigt, at vi holder fast i, at flest muligt skal hjælpes tilbage til arbejdsmarkedet gennem ressourceforløb og væk fra passiv forsørgelse, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en kommentar.
Initiativpakkens tre tiltag er:
- Større tryghed gennem styrket sundhedsfaglig rådgivning
Borgere i ressourceforløb får ret til at få en ekstra vurdering fra en regional sundhedskoordinator, hvis de er usikre på, om helbredet er godt nok til at deltage i fx et praktikforløb på en virksomhed. Det skal sikre, at ressourceforløbene altid tilrettelægges, så borgerne føler sig trygge, og at det styrker borgerens retsstilling. - Tydeliggørelse for kommunerne af målgruppe og formål for ressourceforløb
I en ny orienteringsskrivelse bliver det klargjort, hvem der er i målgruppen for et ressourceforløb og hvem der ikke er. Samtidig bliver formålet med virksomhedspraktik tydeliggjort, nemlig at udvikle den enkelte borger - ikke at dokumentere, hvad borgeren ikke kan. - Pulje med 40,4 mio. kr. til at forbedre og målrette ressourceforløb
Puljen 'Bedre ressourceforløb' med 40,4 mio. kr. målrettes, så der kommer styrket fokus på borgerinddragelse, kommunernes sagsbehandlingstider og et bedre match mellem borgere og virksomheder, når der skal etableres praktikophold.
Partierne bag førtidspensions- og fleksjobreformen var de daværende regeringspartier Socialdemokratiet, De Radikale og SF og de nuværende Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.