dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Politiskolen i Brøndby kan kun klare at uddanne cirka 400 betjente om året. En ny politiskole vest for storebælt skal ifølge Venstre mindst kunne klare at uddanne yderligere 200 årligt. Foto: Finn Frandsen (Polfoto)
UD MED STATEN Regeringens ambition om at etablere en politiskole i det vestlige Danmark har ført til spidse albuer hos en række jyske og en enkelt fynsk by

Hvad der i sommer startede som en tvekamp om en ny politiskole mellem Herning og Sønderborg har efterhånden udviklet sig til et masseslagsmål. Siden regeringen i oktober som en del af udflytningsplanen 'Bedre Balance' annoncerede et ønske om at etablere en politiskole i det vestlige Danmark, har det ikke skortet på direkte og indirekte ansøgninger fra især jyske byer.

Således har Kolding, Silkeborg, Fredericia, Viborg, Haderslev og Randers meldt sig på banen, mens der på Fyn er bred enighed om, at Svendborg bør være en oplagt destination - særligt efter den sydfynske by måtte se sig slået af Korsør i kampen om Søfartsstyrelsen.

Som i månederne op til at de 3900 statslige arbejdpladser blev fordelt, hvor borgmestre landet over brugte alskens taktikker for at gøre sig til for regeringen, har borgmestrene i alle de konkurrerende kommuner på forskellig vis appelleret til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans ministerhold.

I Kolding, Fredericia og Silkeborg har man allerede fundet lokaler og faciliteter til politiskolen. Fredericia peger på den gamle Bülows Kaserne som et oplagt valg, og ud over skydebaner og køretekniske anlæg lokker Kolding med et moderne campusområde med knap 10.000 studerende. I Silkeborg har to folketingsmedlemmer allerede besøgt den 175 år gamle tidligere døgninstitution Oustruplund, og Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som var den ene af gæsterne og selv er fra Silkeborg, mener ifølge TV Midt-Vest, at der er 'særdeles stærke og saglige argumenter for, at Oustruplund kunne være en oplagt placering.'

Herning i front
På trods af den stigende interesse og dermed hårdere konkurrence udtaler Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S) til JydskeVestkysten, at han 'satser alt på at få politiskolen,' mens Randers efter borgmester Claus Omann Jensens (V) udsagn har talt med alle relevante politikere.

På Fyn er Middelfart den eneste kommune, der ikke bakker op om Svendborgs ansøgning. Det skyldes ifølge borgmester Steen Dahlstrøm (S), at Middelfart som bekendt ikke er en del af byregion Fyn, men i stedet er med i Trekantområdet. Derfor går hans støtte til Fredericia og Kolding, for som han siger til dknyt:

- Jeg ønsker Svendborg alt held og lykke, men jeg kan jo ikke støtte alle.

På trods af opbakningen fra hele Byregion Fyn lufter Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann (V) en frygt for, at regeringen allerede har en skuffeaftale om en placering liggende.

Og der kan være god grund til at være bekymret. Således har både Dansk Folkepartis Peter Skaarup og nok så vigtigt uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) peget på Herning som mest oplagt destination. Og er man konspirationsteoretiker kan man notere sig, at Lars Løkkes kronprins, udenrigsminister Kristian Jensen, har været kandidat for Venstre i Herning siden 1996 og folketingsmedlem for Venstre i Vestjyllands storkreds siden 2007.

Det formodes, at beslutningen om, hvor politiskolen skal ligge, træffes som en del af politiaftalen i løbet af efteråret.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/rift-om-ny-politiskole

GDPR