HOVEDSTADEN / SJÆLLAND: Portørerne på Rigshospitalet i København har fredag morgen besluttet at genoptage arbejdet, oplyser deres fællestillidsmand, Jens Anker Clausen.
En strejke blandt portørerne i Region Sjælland har de seneste dage bredt sig til hospitaler i hovedstadsområdet og Aarhus, men torsdag aften pålagde Arbejdsretten de strejkende på fem sygehuse i Region Sjælland at genoptage arbejdet.
I dag fredag holder portørerne faglige møder, og i København er portørerne på Rigshospitalet nået frem til, at de genoptager arbejdet.
- Vi har en formodning om, at portørerne i Region Sjælland er på vej til at få en dialog i gang med ledelsen, så vi vil gerne give dem arbejdsro, siger Jens Anker Clausen.
Nødberedskab på vej
Men det er endnu ikke sket og portørerne i Region Sjælland strejker her til formiddag videre. Selvom det betyder en skærpet bod fra Arbejdsretten.
Ifølge Jørgen Linder, tillidsmand på Roskilde Sygehus, har portørerne på sygehusene i Nykøbing Falster, Holbæk, Roskilde og Slagelse fredag morgen valgt at fortsætte deres overenskomststridige strejke.
I Næstved tager portørerne stilling til arbejdsnedlæggelsen i løbet af formiddagen.Portørerne mødes igen til fagligt møde mandag morgen.
Arbejdsnedlæggelsen betyder ifølge tillidsmanden, at hospitalerne i Region Sjælland iværksætter et nødberedskab.
- Det betyder, at portørerne servicerer det akutte og livstruende, for eksempel medicin, som skal ud til patienterne eller akutte operationer, men det kan selvfølgelig betyde øget ventetid eller aflysninger for nogle patienter, siger Jørgen Linder.
Hospitalerne i Region Sjælland nedlagde tirsdag arbejdet. Strejken er en reaktion på, at der i de kommende år skal indføres erhvervsuddannede serviceassistenter på sygehusene i Region Sjælland i stedet for rengøringsassistenter og portører.
Ifølge Region Sjælland er der sat pilotprojekter i gang på Holbæk- og Nykøbing Falster-sygehuse.
Strejken har i løbet af de seneste dage bredt sig til andre sygehuse i hele landet. På Rigshospitalet, som har afdelinger i Glostrup og København, er portørerne dog vendt tilbage i arbejde fredag morgen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.