
Dansk Industri har gennem flere år ranglistet kommunerne for erhvervsvenlighed, ligesom der igennem årene løbende er sammenligninger af kommunerne, der giver titler som bedste friluftskommune, bedste digitale og bedste online-kommune. Nu lancerer Socialpædagogerne så Socialt Indeks, der er en kortlægning af kvaliteten af kommunernes indsats på det specialiserede sociale område. Og her ligger Rødovre som en samlet nummer ét.
- Rødovre klarer sig overbevisende flot. De er tydeligvis en af de kommuner, der har arbejdet bevidst med at styrke kvaliteten i indsatsen, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.
På www.socialtindeks.dk kan man se, hvordan kommunerne klarer sig indbyrdes på et farvelagt danmarkskort, der rangerer kommunerne fra 1-98 vurderet på over 100 indikatorer. Og Rødovre Kommune har altså placeret sig som en samlet nummer ét.
- Vi har set på indsatsen ud fra mere end 100 indikatorer på områderne 'udsatte børn og unge', 'udsatte voksne' og 'handicapområdet', som dækker over tre hovedopdelinger indenfor det specialiserede sociale område. Og her indtager Rødovre Kommune en flot førsteplads. Rødovre ligger desuden nummer ét, når det gælder indsatsen på 'handicapområdet' og nummer tre, når det gælder deres indsats på 'udsatte voksne. Det er et imponerende resultat, og der er god grund til at være stolt i Rødovre Kommune, siger formand Benny Andersen.
Anbefalinger
- Vi er rigtig glade for og stolte over at være en samlet nummer ét på Socialt Indeks. Jeg tror, vores placering skyldes flere forskellige ting, men især, at vi har dygtige medarbejdere, at vi inddrager borgere, medarbejdere og pårørende, og at vi arbejder strategisk med at opsætte mål for indsatsen, siger formand for Rødovre Kommunes Social- og Sundhedsudvalg Britt Jensen (S).
Socialpædagogerne håber, at kommunerne kan bruge Socialt Indeks til at lade sig inspirere af hinanden. Socialpædagogerne har desuden udarbejdet en række anbefalinger til, hvordan landets kommuner kan forbedre kvaliteten i den sociale indsats. Anbefalingerne er fordelt med fem konkrete bud på hvert af de tre områder - udsatte børn og unge, udsatte voksne og handicapområdet.
Politikanbefalingerne er tæt knyttet til de indikatorer, indekset bygger på.
Blandt generelle anbefalinger peger Socialpædagogerne på, at det er væsentligt, at kommunerne sikrer, at borgerne altid får det specialiserede tilbud, der bedst matcher den enkelte borgers udfordring. Det gælder særligt for områder, hvor det ikke giver mening, at hver enkelt kommune etablerer et selvstændigt tilbud. Det kunne fx dreje sig om særligt skadede spæd- og småbørn, mennesker med sjældne diagnoser og komplekse behov eller unge med svære spiseforstyrrelser, siger Benny Andersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.