Ankestyrelsen har i en ny principafgørelse genbekræftet 'en langvarig praksis for at forstå en måned som 4 uger', når det gælder servicelovens bestemmelser om samvær mellem et anbragt barn og en forælder. Her er en måned/fire uger skillelinjen mellem, hvad der kan besluttes administrativt, og hvad der skal forelægges børn og unge-udvalget.
I en konkret sag havde en kommune i en samværssag afgjort administrativt, at samvær skulle finde sted en gang om måneden, og udtrykkeligt præciseret, at dette ikke betød hver fjerde uge. I serviceloven hedder det, at der ikke kan 'træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang om måneden', men Ankestyrelsen overtrumfer ordlyden med sin egen fire ugers praksis.
Ankestyrelsen begrunder det med, at 'retssikkerhedshensyn taler for, at meget indgribende afgørelser træffes af børn og unge-udvalget'. Ordvalget i kommunens afgørelse indebar ifølge Ankestyrelsen, at det ville være muligt administrativt at fastsætte samvær fx i begyndelsen af en måned og i slutningen af den næste, så perioden imellem to samvær ville blive væsentligt længere end en måned.
Ifølge serviceloven skal 'en sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børn og unge-udvalget', og derfor pålægger Ankestyrelsen i den konkrete sag kommunen at behandle sagen på ny og træffe en ny afgørelse, enten administrativt om samvær hver fjerde uge, eller, hvis den vil fastholde en gang om måneden, ved at afgørelsen så træffes i børn og unge-udvalget.
Læs principafgørelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.