dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Selvmordstruede tales tilbage til livet

Samtaleterapi forebygger nye selvmordsforsøg, viser undersøgelse af 6000 danskere. Men kun få får tilbuddet
24. NOV 2014 9.09

Mennesker, der har forsøgt at begå selvmord, er i stor risiko for at forsøge igen. Men tilbydes de at tale med en terapeut om deres tunge tanker, så falder risikoen for et nyt selvmordsforsøg og et fuldbyrdet selvmord.

Et registerstudie af knap 6.000 danskere, der har forsøgt selvmord og fået gratis terapi i et af landets centre for selvmordsforebyggelse, viser, at risikoen for en gentagelse falder med næsten en tredjedel sammenlignet med en kontrolgruppe, som ingen terapi modtager.

- Selvmordstruede har højere risiko for gentagne selvmordsforsøg og naturligvis højere risiko for at dø ved selvmord. Derfor ved vi godt, at de har brug for behandling, men indtil nu har vi ikke haft bevis for, hvilken behandling der virker, siger seniorforsker Annette Erlangsen, Forskningsenheden ved Region Hovedstadens Psykiatri.

- Nu ved vi, at samtaler hjælper både på kort sigt og op til tyve år efter endt behandling. Det er en behandling med et stort potentiale, som burde tilbydes flere, siger hun.

Kun 15 pct. får tilbud
Behandlingen består typisk af seks til 10 samtaler, hvor der fokuseres på de begivenheder, der udløste selvmordsforsøget, ligesom deltagerne får konkrete råd til, hvad de skal gøre, hvis selvmordstankerne vender tilbage.

De første forebyggende centre blev oprettet i København og Odense i 1992, og siden 2007 er der kommet centre i alle landets regioner. Men alligevel er det kun 15 pct. af de personer, der har forsøgt selvmord, der tilbydes terapi.

- Det er meget afhængigt af, om man bor tæt på et af centrene og om skadestuen eller den praktiserende læge er opmærksom på muligheden, siger Annette Erlangsen.

Centrene er for belastede
På Livslinjen glæder bestyrelsesformand Morten Thomsen siger over, at det nu er dokumenteret, at terapi virker. Men han ærgrer sig over, at det kommer så få til gavn.

- Det er unikt, at selvmordstruede kan komme så langt, og det bekræfter det, vi hører fra folk, der ringer til os og fortæller, at de med terapien føler, at de har fået en ny chance. Nu mangler vi bare, at politikerne får øjnene op og sikrer, at alle får tilbuddet, siger Morten Thomsen.

Når det i dag kun er få, mener han, at det skyldes, at de forebyggende centre er så overbelastede, at de ikke tør gør reklame for sig selv.

- De er simpelthen bange for at blive rendt over ende, og det er synd, når vi nu ved, at samtalerne gør en stor forskel, siger Morten Thomsen.

Skal se alternativet
I Region Nordjylland har man haft succes med at behandle patienter forebyggende siden 2006, skriver DR Nordjylland.

- Patienterne føler sig fastlåst, de synes, at deres situation er ganske håbløs, de føler, at de ikke kan nogle ting, fortæller psykolog og leder af Enhed for Selvmordsforebyggelse ved Aalborg Universitetshospital Jan-Henrik Winsløw.

Forskningsprojektet har for første gang bevist, at selvmord kan forebygges, og at risikoen for et selvmordsforsøg mindskes med 27 pct. gennem individuelle samtaler.

- De får mange gange en større forståelse af den situation de er i. Gennem samtaler får man åbnet op for, at der er andre mulighed, der er andre måder at se det på, siger Jan-Henrik Winsløw.


Forskningsprojektet er lavet som et samarbejde mellem Region Hovedstaden og Region Syddanmark med data fra blandt andet Region Nordjylland.

Ritzau / rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/selvmordstruede-tales-tilbage-til-livet

GDPR