LANGELAND: Mandag aften brugte SF’s to repræsentanter i Langeland Kommunes Børne- og Skoleudvalg, Winnie Kielstrup Hansen og Flemming Neperus, deres standsningsret i forbindelse med flertallets ønske om, at Familieafdelingen i kommunen skulle skærpe deres svar til Ankestyrelsen og placere et ansvar i tre anbringelsessager, skriver 24syv.
I forbindelse med en redegørelse til Ankestyrelsen har Langeland Kommunes socialchef Torben Lønberg overfor TV2 Fyn erkendt, at der er fundet "væsentlige mangler" i tre konkrete børnesager om anbringelse. En række kommunalpolitikere kræver ifølge 24syv nu sagerne genåbnet. Af referat fra udvalgsmødet fremgår det, bl.a. at tre medlemmer fra V og R ønsker sagerne gennemset for at vurdere, om sagsbehandlingen skal genoptages.
- Vi skal meget hurtigt kigge på de sager, og er der den mindste tvivl om, om sagsbehandlingen har haft betydning for sagernes udfald, så skal de børn hjem, siger Jesper Skovhus, medlem af kommunalbestyrelsen for Venstre.
Han bliver bakket op af Formand for Børne- og Skoleudvalget Søren Ramsing (R).
- I de konkrete sager, det omhandler, og hvor børnene er anbragt udenfor hjemmet, er jeg efterhånden meget i tvivl om, at det er den rigtige løsning. Der er meget, der tyder på, at der ikke er det fornødne grundlag for tvangsfjernelse, siger han til kanalen.
V-socialordfører ytrer sig
MF og socialordfører for Venstre, Marlene Ambo Rasmussen, bakker sin partifælle på Langeland op i, at sagerne skal gå om, og retter en skarp kritik mod borgmesterpartiet på Langeland:
- Jeg kan slet ikke forstå, at man sidder som borgmesterparti og ikke vil trække af på det her. Det er totalt uansvarligt, at SF og kommunen ikke tager sit ansvar på sig. Man får en fornemmelse af, at SF som parti fejer noget ind under bordet, siger hun til 24syv.
Kanalen har forholdt kritikken for både kommunalpolitikerne fra SF i Langeland Kommune, Winnie Kielstrup Hansen og Flemming Neperus, SF’s borgmester, Tonni Hansen, SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, socialordfører i SF, Trine Torp, børneordfører i SF, Jakob Mark, og partiets politiske ordfører, Karsten Hønge. Ingen er ifølge kanalen vendt tilbage på henvendelsen.
Langeland Kommune får p.t. hjælp fra Socialstyrelsens særlige task-force i forhold til sagsbehandlere og lederes håndtering af bl.a. børneanbringelsessager - en del af processen er, at konkrete sager vurderes i Ankestyrelsen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.