KØGE: En borger på det private bostedet Frisk-Pust uden for Køge har levet isoleret i flere måneder. Han har fået serveret toast og pizza, mens kontakten til pædagogerne har bestået af sms’er, der primært har handlet om mad og medicin.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Manden, der er i 20'erne, har taget mere end 50 kilo på, til trods for at Frisk-Pust er forpligtet til at hjælpe ham til at motionere.
Det kan TV 2 Kosmopol afsløre på baggrund af aktindsigter og skjulte optagelser fra en nu tidligere medarbejder. Manden har givet tilladelse til, at TV 2 Kosmopol viser optagelserne.
Den tidligere medarbejder, der har filmet optagelserne, hedder Therese Hansen. Hun er ”hamrende vred” over, hvordan beboere bliver behandlet hos Frisk-Pust. Egentlig skal Frisk-Pust udvikle borgerne, men hendes oplevelse er, at bostedet nedbryder dem.
- Jeg har oplevet et bosted, som for at sige det mildt var den ringeste kvalitet, jeg nogensinde har oplevet, siger Therese Hansen.
Hun fortæller blandt andet, at medarbejdere brugte timevis på at spille computer og PlayStation og tage lure i stedet for at opsøge borgere som den unge isolerede mand.
Skjulte optagelser skal vise virkeligheden
Therese Hansen er selv uddannet pædagog, og hun har lavet de skjulte optagelser for at vise, hvordan virkeligheden kan være på bosteder i Danmark.
- Jeg vil vise den rå virkelighed. Den er brutal, siger hun.
Optagelserne viser, hvordan det flyder med rod og pantflasker på mandens værelse. Flere eksperter, som TV 2 Kosmopol har talt med, ser også med alvor på det, som tilsynet og de skjulte optagelser beskriver.
- Det er helt uacceptabelt, at kommunen i virkeligheden betaler medarbejderne for at sidde og spille computerspil, siger Eva Naur, der er lektor ved juridisk institut på Aarhus Universitet.
Christine Hemme, der er lektor ved VIA University College og er ekspert i udsatte og anbragte børn og unge, mener, at det ”beskæmmende”.
- Der er noget helt galt på det her bosted. Det er dybt bekymrende, siger hun.
- Det lyder ikke som en pædagogisk indsats, det lyder som opbevaring og ikke så meget andet. Det er omsorgssvigt, siger lektoren.
Frisk-Pust er et midlertidigt bosted for borgere, som har én eller flere diagnoser, og som har brug for hjælp og en pædagogisk indsats, der kan udvikle dem, så de på sigt kan bo i egen lejlighed.
Flere andre medier, herunder Frihedsbrevet og Information, har de seneste uger og måneder beskrevet det svigt, der finder sted på Frisk-Pusts i alt fem bosteder.
Socialtilsyn Øst har i en påtænkt afgørelse varslet, at man vil lukke Frisk-Pust. Blandt andet på grund af omsorgssvigt, høj personalegennemstrømning, en lav faglighed og en utroværdig ledelse.
TV 2 Kosmopol har rakt ud til Frisk-Pusts direktør, Ahmed Kolasinac, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser, som både har været på sms, på telefon og på mail.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.