dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Skleroseramt sosu får erstatning for fyreseddel

Kommunen forsømte at undersøge mulighederne for at afhjælpe sygdommen, og det koster en erstatning for at have afskediget en handicappet

Diagnosen multipel sklerose regnes efter forskelsbehandlingsloven for et handicap, og det har en kommune fået at mærke på den hårde måde. Ligebehandlingsnævnet har afgjort en klagesag om afskedigelse af en social- og sundhedsassistent med en erstatning på 215.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn.

Sosuassistenten fik stillet diagnosen efter et fire måneder langt sygdomsforløb med vekslende fravær og under en sygefraværssamtale et par måneder senere meddelte kommunen, at den påtænkte at afskedige sosuassistenten med begrundelse dels i hendes fravær, dels i udsigten til, at hun ikke kunne genoptage arbejdet inden for den nærmeste fremtid. Hverken sosuassistenten selv eller hendes tillidsrepræsentant protesterede, og kvinden blev opsagt senere samme dag.

Efterfølgende klagede hun imidlertid til Ligebehandlingsnævnet, over at hun var blevet afskediget på grund af handicap, og hun forlangte en godtgørelse på et års løn. Med i klagen var også, at kommunen som arbejdsgiver ikke havde gjort forsøg på at 'undersøge, i hvilket omfang der kunne træffes hensigtsmæssige foranstaltninger, således at klager kunne fortsætte sit arbejde'.

Ingen tvivl
Ligebehandlingsnævnet mener ikke at der kan være nogen tvivl om, at kommunen 'vidste eller burde vide', at sosuassistenten med sklerose-diagnosen havde 'et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand'. Derfor var kommunen 'forpligtet til at undersøge og eventuelt afprøve foranstaltninger, der var hensigtsmæssige' med henblik på at sosuassistenten kunne bevare sin ansættelse, men det gjorde den ikke.

Det i sig selv er tilstrækkeligt til, at kommunen bliver erstatningspligtig. En arbejdsgiver har ikke under enhver omstændighed pligt til at opretholde 'ansættelse af en person, der ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i forbindelse med den pågældendes stilling', men det kræver, at mulighederne for det bliver undersøgt.

Det skete ikke i denne sag, og derfor får sosuassistenten medhold i sin klage, dog kun med en godtgørelse på tre fjerdedele af det krævede beløb. Nævnet var delt i sin afgørelse - to af nævnets medlemmer støttede den nævnte afgørelse, mens et tredje medlem ville afvise klagen fordi der ikke på afskedigelsestidspunktet var dokumenteret nogen funktionsbegrænsning og dermed heller ikke noget handicap.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/skleroseramt-sosu-faar-erstatning-for-fyreseddel

GDPR