dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Slagelse indrømmer at flytte handicappet for at spare

Flytningen skete, selvom moderen til den 43-årige multihandicappede kvinde to gange sendte et nødråb til Slagelses daværende borgmester Lis Tribler (S)
11. JUL 2014 10.00

SLAGELSE: Slagelse Kommune indrømmer nu for første gang, at det var for at spare penge til transport, at en multihandicappet kvinde blev flyttet fra Andersvænge i Slagelse til institutionen Solsikken i Skælskør. Det oplyser DR Sjælland.

Men moderen mente ikke, tilbuddet i Solsikken var nær så godt som på Andersvænge. Hendes multihandicappede datter sygnede hen, holdt op med at spise og fik ikke trænet sine ben på den nye institution, lød forklaringen, da hun forleden blev idømt 11 års fængsel for at have taget livet af datteren den 8. januar i år.

Under retssagen beskrev vidner den tiltalte mor som utrolig samvittighedsfuld og kærlig. Hun havde passet sin handicappede datter i samfulde 43 år. Når datteren var i dagtilbud passede moderen sit job på Skælskør Apotek uden en eneste sygedag. Hun mistede sin mand sidste år og stod alene med ansvaret, samtidig med at hun afmægtigt så til, at datteren blev dårligere og dårligere.

Økonomien var afgørende
Borgerdirektør i Slagelse Lone Irene Pedersen fastholder overfor DR Sjælland, at kommunen HAR lyttet til moderens nødråb. Men kommunen stod fast på flytningen af økonomiske grunde:

- Vi har omorganiseret pasningstilbuddene, og det er klart, der var penge at spare på flytningen, når der ikke var udgifter til transport. Vi anså det for bedre at give et pædagogisk tilbud i nærområdet og bruge de sparede penge på varme hænder, siger hun til DR Sjælland.

Borgerdirektøren vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men finder det dybt tragisk, at den endte med den multihandicappede kvindes død.

Landsformanden for de handicappedes organisation LEV, Sytter Kristensen, siger til DR Sjælland.

- Kommunerne lytter alt for lidt til de her dybt ansvarlige forældre, der har knoklet hele livet for at sikre deres børn en tålelig tilværelse. Men når det kommer til stykket, så har kommunen magten og kan tilsidesætte forældrenes ønsker. Denne tragiske sag og mange andre viser, at små sparede beløb kan vise sig at blive meget dyre.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/slagelse-indroemmer-at-flytte-handicappet-for-at-spare

GDPR