De medarbejdere, der skal hjælpe borgerne i kommunen, på jobcentret eller på plejehjemmet, har tilsyneladende en holdning til psykiske lidelser, der er præget af fordomme, skriver Kristeligt Dagblad.
En ny undersøgelse foretaget af Psykiatrifonden og Region Hovedstadens Psykiatri, der har målt holdningen til psykisk sygdom blandt 363 ansatte i fem kommuners socialforvaltninger, viser nemlig, at seks ud af ti ansatte i socialforvaltninger ikke ønsker at ansætte en person, der lider af depression eller skizofreni på deres egen arbejdsplads, og fire ud af ti vil ikke være ven med en person med skizofreni.
'Tag dig sammen'
Undersøgelsen viser også, at næsten to tredjedele af de adspurgte mener, at et menneske med depression kan overvinde sygdommen ved at tage sig sammen, mens halvdelen mener, at personer med skizofreni er uforudsigelige og tre ud af fire ønsker ikke, at en person med skizofreni gifter sig ind i familien.
Resultaterne viser ifølge en af de fire forfattere bag undersøgelsen, overlæge ved Psykiatrifonden Per Vendsborg, at de ansatte i socialsektoren har nogenlunde samme holdninger til psykisk sygdom som befolkningen generelt. Også selvom 80 pct. af deltagerne i den nye undersøgelse har haft direkte kontakt med personer med en psykisk lidelse inden for det seneste halve år.
- Man skulle tro, at mennesker, der i deres professionelle virke møder psykisk syge, har færre fordomme. Men vores undersøgelse viser, at det ikke er tilfældet, siger Per Vendsborg.
Han henviser til, at samme resultat kom frem, da landsindsatsen 'En af Os' for nogle år siden undersøgte holdningen til psykisk sygdom blandt personalet på to psykiatriske afdelinger.
- To karakteristiske holdninger går igen, nemlig, at mennesker med depression bare kan tage sig sammen, og at personer med skizofreni er uforudsigelige. Samtidig vil vi helst ikke være kolleger med psykisk syge, men vil hellere arbejde sammen med syns- eller hørehandicappede, uddyber han.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.