
Efter en omfattende analyse af Socialministeriets uddeling af puljemidler dropper socialminister Manu Sareen (R) nu de såkaldt lukkede puljer, som sidste år stod for uddelingen af 77 mio. kr. Det oplyser socialministeren onsdag i en pressemeddelelse.
- Alle skal have lige og fair adgang til at søge, så den nystartede ngo, der ikke nødvendigvis har en offentlig profil, også kan melde sig på banen. Åbenhed er afgørende for, at man kan have tillid til, at støtten bliver uddelt rigtigt, understreger Sareen.
De lukkede puljer er kendetegnet ved, at de udmeldes til en afgrænset og på forhånd fast defineret gruppe af mulige ansøgere.
Zornig-sag kan anledning til selvransagelse
Analysen af Socialministeriets puljemidler kommer i kølvandet på den megen virak om den daværende socialminister Annette Vilhelmsens (SF) håndtering af uddeling af en million kroner til Huset Zornig - et løfte, som blev givet før ansøgningsfristen var udløbet og for rullende kamera.
Og afskaffelsen af de lukkede puljer er blot én af flere større ændringer, som Manu Sareen vil gennemføre på baggrund af puljeanalysen, som han satte i gang umiddelbart efter sin tiltrædelse.
Også ministeriets håndtering af puljer, hvor politikerne i form af satspulje-ordførerne har været involveret i godkendelsen af, hvem der skal have støtte, ændres. Det skyldes, at inddragelsen af ordførerne ifølge Kammeradvokaten giver 'meget alvorlige betænkeligheder'.
Venstre bifalder opgør med de lukkede puljer
Medlem af Folketinget for Venstre Jakob Engel-Schmidt, har siden sagen om den såkaldte Zornig-million, kritiseret den måde, som de mange støttemillioner er blevet fordelt på. Han er derfor tifreds med den ændrede praksis.
- Det glæder mig, at de nye regler vil betyde, at det bliver sværere for en given socialminister at uddele penge på baggrund af mere eller mindre legitime løfter. Jeg mener, at de penge, vi udlodder til forskellige sociale projekter, skal fordeles efter fair og objektive kriterier med størst mulig gennemsigtighed, siger Jakob Engel-Schmidt.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.