TØNDER: Arbejdstilsynet har givet Tønder Kommune et strakspåbud efter alvorlige problemer med arbejdsmiljøet i børne- og familieafdelingen. Tilsynet vurderer, at arbejdspresset er så massivt, at det udgør en akut sundhedsrisiko for medarbejderne. Ifølge tilsynsdokumenter møder ansatte på arbejde med ondt i maven, hjertebanken og søvnproblemer, og flere bryder sammen i gråd.
Det fremgår af en rapport fra Arbejdstilsynet, som Kommunen.dk har fået aktindsigt i. Også TV Syd har beskrevet sagen.
Tilsynet gav den 23. marts afdelingen et strakspåbud, og senest syv dage senere skulle afdelingen vende retur med, hvordan påbuddet er efterkommet.
Ansatte udsat for betydelig fare
Ifølge professor i arbejdsmiljø på Syddansk Universitet Peter Hasle er det yderst usædvanligt, at Arbejdstilsynet griber så hurtigt ind.
- Normalt er det noget, som man har meget længere tidsfrister for, også fordi det er problemer, som er vanskelige at løse. Men her er det jo Arbejdstilsynets vurdering, at sundhedsfarerne er så overhængende, at de er nødt til at give et strakspåbud, siger han til DK Nyt.
Ifølge Peter Hasle er sagen usædvanlig:
- Det her er noget af det mest alvorlige, jeg har set.
Tilsynet har givet påbuddet til afdelingen, fordi arbejdsmiljøet vurderes at udsætte “ansatte for en betydelig fare.” Arbejdsmiljøet har været så belastende, at sygefraværet i januar nåede op på 19 pct.
“Flere ansatte oplever alvorlige belastningssymptomer, såsom ondt i maven, når de skal på arbejde, hjertebanken, hovedpine, kort lunte, søvnproblemer (…) Ydermere er ansatte vidne til, at kolleger hyppigt græder på arbejdet,” lyder det i rapporten.
Han hæfter sig særligt ved, hvor hårdt medarbejderne er ramt.
- Det er jo et samlet billede af, at Arbejdstilsynet observerer, at der er stærke følelsesmæssige reaktioner, når de ansatte er på arbejde. De er grådlabile. De fortæller også om, at det påvirker deres privatliv og deres nattesøvn.
Sagsfrister overskrides
Samtidig beskriver Arbejdstilsynet et arbejdspres, hvor sager hober sig op, og lovpligtige frister overskrides.
“Ansatte oplyser, at de aktuelt oplever at overskride fristerne i sagerne dagligt”, står der i rapporten.
Ifølge Peter Hasle kan det få konsekvenser langt ud over medarbejdernes trivsel.
- Den ene konsekvens det kan ende med – og som det jo er godt i gang med – er, at man står med nogle medarbejdere, som bliver syge. (…) Og den anden ting, som det jo nødvendigvis også har en indflydelse på, er kvaliteten af arbejdet.
Han peger på, at arbejdspresset kan være med til at forklare kendte problemer i det børnefaglige område, som den nyligt offentliggjorte beretning fra Rigsrevisonen også belyser, er til stede i landets kommuner.
- Det er jo helt klart med medarbejdere, som ikke overholder tidsfrister, og som ikke kan nå i bund med sagerne osv., at det påvirker kvaliteten af arbejdet, og måske en del af forklaringen på det, som Rigsrevisionen finder i deres undersøgelser, forklarer Peter Hasle.
Tiltag er sat i gang
Kommunen har iværksat en række tiltag som teammøder og mulighed for samtaler med ledelsen, men ifølge professoren er det ikke nok i den aktuelle situation.
- Det er sådan set ganske udmærkede tiltag, problemet er bare, sådan som jeg ser det, at organisationen er så presset ressourcemæssigt og så meget bagud i opgaverne, at de ikke kan komme til at virke, siger han og fortsætter:
- Det eneste jeg kan se, at de kan gøre, er at overflytte medarbejdere fra andre afdelinger i kommunen i en periode på et halvt til et helt år, så der bliver rigelige ressourcer til, at man kan komme i bund med sagerne.
Først herefter kan man begynde at lave nogle af de fornuftige ting omkring planlægning af arbejde, prioritering, ledelsesopbakning, teammøder og så videre, pointerer han.
- Medarbejderne går ikke til teammøder, fordi de hellere vil lave sagsbehandling. De går ikke til teamlederen, fordi teamlederne ser lige så fortravlede og lige så stressede ud som medarbejderne. Så længe problemerne er så akutte som de er her, så kan de langsigtede tiltag ikke fungere, siger han.
Trille Camilla Nikolajsen, som er fagchef hos Børn, Familie & Ungeindsatsen i Tønder Kommune, oplyser i et skriftligt svar til DK Nyt, at hun er enig med Peter Hasles vurdering af sagen:
- Vi kan se, at de tiltag vi har sat i værk, er begyndt at virke, men nye forandringer tager tid, inden det får den fulde effekt. Vi er meget opmærksomme på, at følge op så vi sikre at de nye initiativer virker, så medarbejderne oplever at arbejdspresset falder, lyder det i svaret fra fagchefen.
Hun forklarer videre:
- Vi skal tilføje ressourcer, så vi kan komme i bund med sagerne. Vi har dog ikke valgt at tage dem fra en anden afdeling, men at ansætte ressourcer udefra. Vi har ansat flere medarbejdere i en tidsbegrænset periode, til at tage opgaver fra medarbejderne så vi kan komme i bund.
Ifølge TV Syd er strakspåbuddet endt, og sagen betegnes af Arbejdstilsynet som afsluttet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












