Vejen Kommune vil forberede borgere på kriser med et nyt forslag om nødberedskab i eget hjem. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Beredskab: Kommune vil i dialog med over 2.000 borgere i eget hjem

Et nyt forslag i Vejen Kommune lægger op til dialog med over 2.000 borgere om nødberedskab i eget hjem. Målet er at styrke robustheden ved længerevarende strømafbrydelser.
15. APR 2026 6.53

VEJEN: Hvordan sikrer man ældre og sårbare borgere i eget hjem, hvis strømmen forsvinder i flere dage?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for en ny indstilling fra Vejen Kommune, som nu er sendt til politisk drøftelse. Arbejdet bygger på nationale anbefalinger, der peger på, at borgere bør kunne klare sig i op til tre dage uden strøm, vand eller forsyninger.

Bag indstillingen står både områdechef for Ældre og Rehabilitering Anette Filtenborg og områdechef for Handicap og Socialpsykiatri Janni Pallesen.

Forslaget opdeler indsatsen i to dele: først orientering og dialog, dernæst konkret hjælp til indkøb for de mest afhængige borgere.

- Vi har først og fremmest et ønske om at tage dialogen med alle borgere om, hvad det vil sige at sikre sig et nødberedskab, siger Anette Filtenborg til DK Nyt.

Kommunen vil sende et brev med anbefalinger til alle relevante borgere og afsætte cirka 30 minutter pr. borger til dialog. I alt omfatter det omkring 2.125 borgere og en estimeret udgift på cirka 500.000 kroner.

Derudover kan omkring 475 borgere få hjælp til indkøb af nødberedskab, hvis de ikke har pårørende eller netværk, der kan hjælpe. Det anslås at koste omkring 112.000 kroner.

- Borgere i eget hjem er meget forskellige. Nogle får kun lidt hjælp, mens andre får besøg flere gange dagligt. Derfor er det også forskelligt, hvad de har brug for, siger Janni Pallesen.

Balance mellem støtte og ansvar

Netop grænsen mellem borgerens eget ansvar og kommunens rolle er en central udfordring.

- Vi kan godt fange rigtig mange opgaver, men det er ikke sikkert, det er vores opgaver. Der er også et ønske hos borgerne om at klare sig selv, siger Janni Pallesen og peger i samme ombæring på, at nogle borgere har brug for særlig støtte, eksempelvis borgere uden netværk eller med kognitive udfordringer:

- Der er borgere, som ikke har et netværk, eller som ikke kan overskue konsekvenserne. Dem skal vi være skarpe på at få identificeret og hjælpe.

Formålet er også at frigøre ressourcer i en krisesituation:

- Jo flere borgere der er selvkørende, jo flere ressourcer har vi til de allermest sårbare, siger Anette Filtenborg.

Kommunen understreger, at indsatsen bygger på frivillighed. Borgerne kan takke nej til både dialog og hjælp.

- Vi kommer ikke til at tvinge nogen til noget, men vi vil sikre, at borgerne er oplyste om konsekvenserne, siger Anette Filtenborg.

Samtidig arbejder kommunen med at inddrage pårørende og borgerens nære netværk. Særligt på ældreområdet arbejdes der også med frivillige og lokale fællesskaber som en del af løsningen.

Forslaget er en del af et bredere beredskabsarbejde, der tager afsæt i et skærpet nationalt risikobillede og anbefalinger fra blandt andet KL. Hvis det godkendes, vil implementeringen blive koblet til både budgetopfølgningen i 2026 og den kommende budgetlægning for 2027-2030.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/beredskab-kommune-vil-i-dialog-med-over-2-000-borgere-i-eget-hjem

GDPR