AARHUS: Byrettens dom over to social- og sundhedsassistenter i en sag om dødelig fejlmedicinering på plejehjemmet Sifsgaard i Åbyhøj i Aarhus står ved magt. Anklagemyndigheden anker ikke sagen. Det fastslår statsadvokat Jan Rechendorff over for Ritzau.
- Vi har vurderet, at der ikke er udsigt til, at landsretten ville skærpe straffen, og sagen er heller ikke principiel nok til en ankesag, siger Jan Rechendorff.
To kvindelige plejehjemsansatte fik i slutningen af maj i Retten i Aarhus temmelig milde straffe, selv om deres fejlmedicinering kostede en 88-årig svækket mand livet.
De blev kendt skyldige i grov uagtsomhed, men retten afviste anklagemyndighedens påstand om, at de skulle frakendes deres autorisation til at håndtere medicin til patienter.
- De er kendt skyldige i grov uagtsomhed, og derfor ville en ankesag udelukkende komme til at handle om strafudmålingen, og vi har ikke fundet grund til at antage, at landsretten ville ændre byrettens udmåling, siger Jan Rechendorff.
Den ældste, men mindst rutinerede af kvinderne på 33 år blev dømt til at betale 20 dagbøder på hver 400 kroner, mens den anden social- og sundhedsassistent på 27 år fik 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år.
De dømte skal desuden betale en erstatning på 20.000 kroner til den afdødes pårørende.
Fejlmedicineringen skete i juli 2013, da kvinderne knuste piller, der er beregnet til at sluge, og sprøjtede medicinen ind i blodet på den 88-årige mand, fordi han ikke ville sluge pillerne.
ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.